Fjerne Cypern! dine Strande
Tidt min Tanke
Vinke over brede Vande,
Bringe Øjet til at svømme,
Bringe Hjertet til at drømme.
Ikke er det dog den skjønne,
Rankegrønne,
Druerøde,
Solbestraalte, vellugtsøde
Rigdomsfylde, som du gjemmer,
Der min Sjæl til Længsel stemmer
Men det er den ejegode
Konges Dødssuk, jeg fornemmer,
Tonende fra dine Strande
Med en dyb og kjærlig Klage
Mod hans elskte danske Lande
I Aarhundreder tilbage,
Talende til hvert et Hjerte,
Der kan slaae for Fortids Smerte.
Det er Sorgens Bud, som klang
Fra din Kyst til Dannevang
Om den elskte Konges Død
I dit fjerne Blomsterskjød. —
Bort han længtes der at knæle,
Hvor de største Minder dvæle;
Og han vandrede fra Hjemmet,
Skjøndt dets helteraske Sønner
Smeltedes til Suk og Klage,
Blandte Graad i deres Bønner.
— Men mon Folkets bitre Smerte
Ikke brændte i hans Hjerte?
Mon han paa sin Pilgrimsvandring
I det vide Fjerne ikke
Sendte imod Fædrelandet
Tusind varme Længselsblikke,
Varme som den rene Higen
Efter fuld Forsonings Fred,
Der fra Hjemmets Kyster vendte
Mod det fjerne Øst hans Fjed?
Cypern, Cypern! inden dine
Strande blev hans Øje lukket,
Før hans Længslers Tørst var slukket:
Aldrig skulde der han knæle,
Hvor de største Minder dvæle,
Aldrig qvæge meer sit Øje
Paa de elskte danske Kyster
Eller høre Folkets høje,
Jubelklare Velkomstrøster.
Mon iblandt de sidste Toner,
Som omkring hans Hjerte bæved,
Mon iblandt de sidste Syner,
Som forbi hans Øje svæved,
Ej var Suk og Klagerøster
Fra hans Fædreriges Kyster,
Sorgens stride Taarer klare
Hjemme hos de Dyrebare?
Cypern! naar fra danske Sjæle
Phantasiens Blikke svæve
Og ved dine Kyster dvæle,
Veemods Taager om dig bæve;
Med din lyse Skjønhedsrigdom
Har sig yndefuld forbunden
Al den dybe Poesi
I en Smerte, længst forvunden,
Kun i Mindet ej forbi.
Tiden i de fjerne Dage
Bitterheden lod tilbage,
Men hvad Tiden ej kan tage,
Er det stille,
Alvorsmilde
I et gammelt Mindes Klage.