Naar Slaven af sin Herre mellem Fanger
Foruden Haab i tunge Lænker lægges,
Hans Sans for egen Kval med Tiden svækkes,
Saa han sin Frihed næppe mer forlanger.
Af Vanen tæmmes Tigre, kues Slanger,
Selv Skovens Søn, den stolte Løve, knækkes,
Ved fortsat Flid den unge Kunstner ægges,
Saa Slid og Sved med dobbelt Kraft er svanger.
Men ej med Elkovsflammes saa det gaar,
Thi mens den Unges Saft og Kraft den tærer,
Den styrker, varmer under hvide Haar,
Som Ungdomskraft i Aarerne den gærer,
Forynger, skaber frisk og frodig Vaar
Og Sjæl og Sind i Elskovsrus besnærer.
Og den, som tror og lærer,
At ej i Tugt en Olding elske kan,
Hvad Gud har skabt, en Løgner fræk er han.
Den, som med klar Forstand
Kan holde Maal og Maade, ren og stærk,
Kan elske uden Synd Naturens Værk.