Alt, som fødes, Døden naar,
Medens Tidens Bølger rinder,
Under Solen Alt forgaar.
Lykke svinder, Smærte svinder,
Ord og Tanker Glemsel finder,
Røg i Blæst er Slægters Minder,
Skygger, Solen kan forjage.
Snart med Fryd og snart med Klage
Vi som I paa Jorden leved —
Nu I ser, hvad vi er blevet:
Muld kun under Dødens Kaar.
Alt, som fødes, brat forgaar.
Vores Øjne, som med Styrke
Spejled Lysets Herlighed,
De er blevet hule, mørke,
Fyldt med Gru, mens Tiden skred.
................................