De sidste Aartiers Aandsliv har ikke mindst i germanske Lande været præget af en stedse stigende Interesse for og Tilegnelse af italiensk Renæssancekultur, som har sat dybe Mærker i moderne bildende Kunst og Literatur.
Det vil sikkert ikke være vanskeligt at paavise kulturhistoriske Aarsager til denne „Renæssancens Renæssance”, en Opgave, der imidlertid ligger udenfor Hensigten med disse indledende Bemærkninger. Rent praktisk set tør det vistnok hævdes, at Nutidens fotografiske Kunst og dens fuldkomne Reproduktionsmetoder har haft deres store Del i, at de gamle Mestre ligesom har faaet nyt Liv i den dannede Bevisthed, ogsaa i Kredse 1, der ikke har Lejlighed til at staa Ansigt til Ansigt med selve Renæssancens Kunstskatte.
Dette gælder da i særlig Grad Skulpturen. Navne som Verocchio, Settignano, Donatello, der for de mange før kun var tomme Klange, har nu faaet Indhold og Betydning, og en hidtil uanset kunstnerisk Rigdom, som før kun var til de Udvalgte, er bleven Almeneje.
Saaledes er da ogsaa Mesteren for alle Tider, Michelagniolo Buonarroti, stegen ned fra den Himmel, hvor han tronede bag tætte Taageskyer, og er bleven til Menneske for alles Øjne gennem de store Skikkelser, hans Mejsel og hans Pensel skabte, og som nu i hvert Fald paa anden Haand er tilgængelig for alle.
Naar Michelagniolo nævnes her hjemme, tænkes der som oftest paa Billedhuggeren, Skaberen af den mægtige David, af Moses, af Medici-Kapellet og de geniale „Fanger” i Louvre og Museo Nazionale i Firenze. Noget fjærnere for de fleste staar Loftsmalerierne og Dommedag i det sikstinske Kapel, som vel er almindelig kendte gennem Fotografier, men hvis Storhed dog næppe er gaaet fuldt op for nogen, som ikke har staaet paa selve Stedet, hvor de blev til, og har ladet sig gribe af den maleriske Virkning i disse visionære Værker. Endelig ved man, at Michelagniolo som Arkitekt er Mesteren for Peterskirkens Kuppel og Anlæget af Kapitolium, og at Firenzes Omgivelser endnu bærer storslaaede Minder om hans Virksomhed som Fæstningsingeniør (Fortet paa S. Miniato-Højen).
Kun saare faa er der, som har haft Blikket aabent for den Side af Michelagniolos Geni, som gjorde ham til en af sin Tids store Digtere. Dels lægger jo Sproget for de fleste Danske Hindringer i Vejen for en Tilegnelse af hans digteriske Produktion, dels har man vel nærmest anset hans Digtning som et elskværdigt og ganske kuriøst Dilettanteri, hvortil den store Billedhugger og Maler ligesom de fleste af sine fremragende Samtidige i ledige Stunder hengav sig, men som var uden literær eller kulturhistorisk Betydning.
Fru Martha Drachmann Benzon2 har i sin grundige og paa visse Punkter banebrydende Studie (Michelagniolo som erotisk Personlighed, København 1908) bidraget betydeligt til at hæve den gængse Misforstaaelse, idet hun netop ud fra Michelagniolos Digtning har kastet nyt Lys over meget af hans Liv og Væsen, som hidtil forekom dunkelt. Uden at ane, at det nævnte Værk var under Arbejde, havde jeg begyndt at omplante Michelagniolos Rime paa Dansk, og som en Prøve paa dette Arbejde, hvis Fuldendelse vil kræve endnu nogle Aar, bedes dette Udvalg betragtet.
Ikke blot her hjemme, men ogsaa ude i Europa var Michelagniolos Poesier indtil for et halvt Aarhundrede siden saa godt som glemte, men hans egen Tid forstod ogsaa i denne Retning at værdsætte ham. Paa Gravmonumentet i Santa Croce i Firenze er der ganske vist kun ydet ham den Hyldest, der tilkommer ham som sculptor, pictor, architectus (i tre sindbilledlige Statuer). Men ved hans Ligfærd havde de tre Genier endnu en fjerde ved deres Side, Digtekunstens, og Benedetto Varchi3, som holdt Ligtalen om ham og berømmede ham som Poet, havde allerede i hans Levetid (1546) viet et af hans berømteste Digte (se S. 55)4 en hel Forelæsning i det florentinske Akademi. Og allerede den Kendsgærning, at Michelagniolo selv navnlig i sine senere Aar utrætteligt gennemsaa og omarbejdede sine Digte, ja endog i Forening med et Par Venner foranstaltede et Udvalg af dem med Udgivelse for Øje (Manuskriptet er endnu bevaret), viser tilstrækkeligt, at han selv har betragtet sit Forfatterskab som mere end en behagelig Tidsfordriv i ledige Timer.
Det bliver da nødvendigt for den, der vil søge at trænge ind til Kærnen af denne storslaaede Personlighed, at anlægge et helt nyt Synspunkt for hans digteriske Produktion. Den maa ses som en selvstændig Ytringsform for Mesterens eminente kunstneriske Skabeævne, beslægtet og jævnbyrdig med de almenkendte. For Michelagniolo, der som ingen anden Aand, Dante maaske undtagen, har loddet Dybden af menneskelig Lyst og Ve, var ingen enkelt Kunstform tilstrækkelig som Udtryk for det, der gærede i ham. Det ses da ogsaa, at han i visse Perioder af sit Liv, og netop dem, der var rigest paa indre Oplevelser, i Poesien, og saa godt som kun i den, har fundet Udløsning for sin Sjæls dybeste Rørelser, medens Mejsel og Pensel i lange Tider laa urørte.
Hvorledes kan det da været gaaet til, at hele Michelagniolos store Digtning i Aarhundreder kunde ligge hengemt, uænset og saa godt som uanet, medens hans øvrige Kunst bestandig stod for Verden som stor og uopnaaelig? Hovedgrunden maa vel søges i den Smagsretning, som fulgte efter hans Periode — den saakaldte stil marinesco, opkaldt efter Retningens Hovedmester Giambattista Marini —, og som for en Tid bragte den literære Verden i Italien til at glemme den store Guldalders Poesi for kunstlede Subtiliteter, affekterede Antiteser og fjottede Ordspil. Paavirket af denne Smag søgte Michelagniolos Grandnevø (i Reglen betegnet som Michelagniolo Bisnipote5) at genopvække sin store Slægtnings Digterry ved en Bearbejdelse i Tidens Stil, samtidig med, at han for at rense sin Grandonkels Navn for enhver Plet ganske forvanskede alle de Digte, der er stilede til hans Venner. Han „marinerede” Digtene saa grundigt, at deres oprindelige Skønhed og Ejendommelighed næsten overalt gik tabs. Ingen brød sig om dem, og i over to Hundrede Aar laa da denne Skat begravet i Glemsel.
Saa skete det, at den sidste af Slægten Michelagniolo, Commodore Cosimo Buonarroti, ved sin Død i 1858 efterlod Slægtens Hus ved Via Ghibellina i Firenze med alt, hvad det rummede af Minder fra Fortiden, til Staden Firenze. Da kom ogsaa Michelagniolos Manuskripter for en Dag, og dermed blev den skete Vandalisme afsløret. Cesare Guasti6 fik det Hverv at foranstalte en ny Udgave af samtlige Michelagniolos Poesier, og de udkom i et stort og stateligt Bind i Firenze 1863. Det var lykkedes Guasti ved at sammenholde Haandskrifterne — dels de mange Kladder, dels den af Digteren foranstaltede Renskrift af en stor Del Digte, endelig en Mængde Afskrifter, der fandtes spreds rundt omkring — at rense Originalerne for alt det uægte, som „Bisnipote” havde hængte paa dem, og hele den kunstelskende Verden i og udenfor Italien modtog hans Arbejde med Begejstring som en kostelig Gave.
Fuldkomment i alle Henseender var dette Samlerværk ganske vist ikke. Guasti raadede ikke over Midlerne til paa alle Punkter at sigte det mægtige Materiale, der forelaa, navnlig krævede de mange foreliggende Varianter, tildels fra Digterens egen Haand, et kritisk Studium, hvortil Tiden næppe var moden. Først Tyskeren Carl Frey har i sin store Udgave (Dichtungen des Michelagniolo Buonarroti, Berlin 1897) naaet at føre hvert enkelt Digt tilbage til en saadan Skikkelse, at vi med Tryghed tør modtage det som den store Renæssancekunstners7 aandelige Efterladenskab.
Af endnu større Værdi end Carl Freys Tekstredaktion, hvor højt den end er at beundre, er dog hans utrættelige Arbejde for gennem Haandskriftstudier at give nøjagtige Tidsbestemmelser for de enkelte Digte. Kun ganske faa af disse indeholder saadanne Data eller Hentydninger, at man ved deres Hjælp er i Stand til at8 tidfæste dem. Men uden dette vil de kun i ringe Grad kunne være til Nytte for dem, der ikke blot i Læsningen søger æstetisk Nydelse, men haaber ved dens Hjælp at vinde dybere ind i Forstaaelsen af Michelagniolos Karakter og Udvikling. Det er lykkedes Frey — i de allerfleste Tilfælde med uafviselig Sikkerhed — at fastslaa Tilblivelsestiden for hvert enkelt Digt, og ligesom Oversætteren har benyttet hans Tekstredaktion, skyldes ogsaa samtlige Datoangivelser i Noterne Frey.
I Følge denne ansættes da det første færdige Digt, der kendes fra Michelagniolos Haand, til 1504–5, altsaa Digterens 30te Aar. Der er ingen Grund til at betvivle, at han allerede før den Tid har skrevet Vers. Ved Lorenzo den Prægtiges Hof, hvor han daglig færdedes i sin Ungdom, digtede alle, hvorfor saa ikke han? Hvad der er blevet af hans tidligste Produktion, ved ingen; maaske har han selv tilintetgjort den, det vides i hvert Fald, at hans flere Gange i ældre Aar har brændt mange Manuskripter. Ogsaa af hans tidligste Billedhuggerarbejder er jo kun saa lidet bevaret.
Det ligger saa meget nærmere at drage denne Parallel, som der ogsaa paa andre Punkter lader sig paavise en slaaende Ensartethed i Michelagniolos Forhold til sine Værker i de forskellige Kunstarter, han dyrkede. Ligesom der blandt hans plastiske Arbejder findes saare mange ufuldendte — ikke Skitser eller Studier, men store, omhyggeligt forberedte Værker i kostbart Materiale, hvorpaa han i Aarevis har arbejdet for saa pludseligt at sætte dem til Side —, saaledes vil vi ogsaa blandt Digtene finde en Mængde „Torsoer”, indtil et vist Punkt fuldt færdige og omhyggeligt gennemarbejdede og saa pludseligt afbrudte og henlagte. Det vilde være urigtigt at søge Grunden hertil i en Ustadighed og Flygtighed, som laa Michelagniolos Karakter saa fjærnt som noget. Forklaringen maa findes paa et helt andet Punkt. For ham var den kunstneriske Produktions Maal ikke Frembringelse af en Salgsvare i saa og saa stort Kvantum, men Udløsningen af en indre Spænding. Naar den Idè, der førte hans Haand, havde fundet sit fuldkomneste Udtryk — eller naar han under Smærte havde erfaret, at han havde sat sig et uopnaaeligt Maal — da var Kunstværket færdigt fra hans Haand, hvor brudstykkeagtigt det end kunde se ud for andre, og intet kunde bevæge ham til at røre det mere. Til andre Tider har han taget Digte, der laa fuldt færdige, frem igen atter og atter, har gennemtænkt og gennemrettet dem, — enkelte eksisterer endnu i indtil otte egenhændige Versioner.
Michelagniolos Poesier er i Formen skaarne over Tidens traditionelle Læst; det er Sonetter, Madrigaler, Canzoner og Capitoli — alt efter som Indholdet krævede det efter de gældende æstetiske Love. De frembyder i Enkeltheder, i Valg af Billeder og Vendinger ofte Paavirkning af de store Forgængere, Petrarca, Poliziano og Bojardo, men naar ingen af dem i Retning af Tankens Klarhed og Sprogets Rytmik. Naar Varchi saaledes i sin Forelæsning berømmede hans Stil for „antik Renhed og dantesk Værdighed”, da er i hvert Fald det første Udtryk stærkt overdrevet. Med Sproget som digterisk Materiale levede Michelagniolo paa en ret spændt Fod.
Til Gengæld øser han dybere end maaske nogen anden blandt Renæssancens Lyrikere af Sjælens skjulte Væld. Francesco Berni forstaar dette og tilraaber Samtidens Smaapoeter: Ei dice code e voi dite parole — han siger Ting, mens I siger Ord, eller kortere: Han taler, I snakker!
Digtningen var for Michelagniolo som al hans Kunst ingen Leg, men en Kamp. Derfor siger hans Vers os kun saa lidt om hans ydre Liv; selv om hans Kunsts Tilblivelse giver de kun spredte Oplysninger, men desto mere fortæller de os om hans evige Higen og hans møjsommelige Stræben mod de uopnaaelige Idealer. Ikke for intet berømmedes han af Gianotti som sin Tids største Kender og Elsker af Dante. Der er baade Skærsild og Helvede i hans Digtning, men ganske vist kun saa lidet af det Paradis, Dantes lykkelige Sjæl fik Lov at se.
Om Michelagniolos „erotiske Personlighed”, saaledes som den lægger sig for Dagen i Digtene, er der talt paa enkelte Steder i Noterne; Fru Drachmann Benzon har i det ovenfor nævnte Værk fremdraget, hvad der i Digtene kan tjene til Klarhed over denne Side af hans Væsen, og paa dette Sted skal derfor blot gøres en enkelt Bemærkning: Firkantede Hjærner, der skal have alting i Skuffer, har dristigt anbragt Michelagniolo i en Straffelovsparagraf paa Grundlag af nogle slet forstaaede Sætninger i hans Breve. Der turde da være Grund til at minde om, at Genier som overhovedet ikke lader sig maale med elementær Plangeometri; kun den, der formaar at ane den mægtige Længsel mod Evigheden, som lod Michelagniolo i Mennesket se Guddommens højeste Aabenbaring, vil forstaa hans Tilbedelse af Skønhed i hver Form og Renheden af de Følelser, han uforbeholdent lagde for Dagen over for alle dem, i hvem han saa Guds Billed renest udtrykt.
Med stor Finhed har Cesare Guasti karakteriseret Michelagniolos erotiske Digtning:
„Buonarroti besang Kærligheden, men han indfattede den ikke i en Kvindes Øjne, som Petrarkisterne gjorde; som den eneste, eller i hvert Fald som en stor Sjældenhed blandt Nyplatonikerne hævede han sig op til den evige Ide, som er den eneste Kilde og det fælles Udspring for det, der i Poesien og i Kunsten kaldes Skønhed, i Forhold til Moralen og Samfundet Dyd. Hvilken, enten den ytrer sig som Fædrelandskærlighed eller som Gudsdyrkelse, opflammer Sjælen til ædle Formaal, til nyttig, udholdende Aands- og Tankevirksomhed og efter et hæderligt Liv lover os en salig Død. Denne Lære blev fremsat af Buonarroti, maaske bedre i hans Vers end i hans Statuer og Malerier, fordi Aanden var den herskende i de første, medens Lidenskaben havde Overmagten i de sidste”.
Om Vanskeligheden ved med fuld Troskab at gengive Digte som disse i gode Vers paa et rimfattig Sprog tilkommer det mig ikke at tale. Jeg har af Michelagniolos godt halvtredje Hundrede Digte, hvoraf jeg i Løbet af fire Aar har naaet at oversætte godt Halvdelen, udvalgt de her forliggende med et dobbelt Hensyn for Øje: at give det, som gav mest af Mennesket Michelagniolo samtidig med at yde Nutidslæseren den størst mulige kunstneriske Nydelse.
Firenze — Roma, November 1911.
Johannes Dam