Hvor var jeg glad og tryg i svundne Aar,
Da sejrrig mod din vilde Magt jeg stred —
Nu væder mod min Vilje Taaren hed
Mit bange Bryst, jeg ved, hvad du formaar.
Saa længe var mit Hjærte uden Saar,
Skønt skarpe Pile regned mod det ned.
To skønne Øjnes Pile bedre bed,
Thi hvert et Saar, de gav, mig Døden spaar.
Som Fuglen kan af Skæbnens Lune fredes
Og Aar igennem undgaa Net og Snarer
Blot for en endnu værre Død at møde,
Saaledes ser I Kvinder her, hvorledes
Mig Amor længe skaanede for Farer
For nu til sidst at pine mig til Døde.