O Herre, intet Ord som hint er sandt:
Just den ej vil, som kan; du laante Øre
Til hver, som sladder gad paa Torvet føre,
Og Hæderspris hos dig hver Løgner vandt.
Jeg er og var din gamle, tro Drabant
Saa vist som Straalerne til Solen høre,
Men aldrig lod du af min Flid dig røre,
Jo mer jeg sled, des mindre Tak jeg fandt.
Jeg haabed fra din Højhed Glans at laane,
Ved Retfærds Vægt og Magtens Sværd at nyde
Det Eden, onde Tunger havde lukt.
Men Himlen synes Dyden selv at haane
Ved først at skabe den og siden byde
Os af et vissent Træ at plukke Frugt.