Det største Maal, en Kunstner har sig stillet,
I Marmorblokken ligger alt i Gem,
At trylle det af Formløsheden frem
Formaar kun Haanden, ført af Kunstnersnillet.
I dig, mit høje, guddomsskønne Billed,
Har al min Kval og al min Fryd sit Hjem,
Ak, kun den første vinder jeg af dem,
Fordi min Kunst ej naar, hvad den har villet.
Saa er det ikke Elskov, heller ej
Din Skønhed, Haardhed, Lykketræf, Foragt,
Ej heller Skæbnens Spil, som volder Nøden
Naar Død og Elskov begge bor i dig,
Og jeg forelsket, kejtet og forsagt
Af Stoffet kun formaar at skabe Døden.