Her sidder jeg som Marven i en Pind,
En Aand, der ensom, ynkelig og træt
Er blevet hekset i en Flaske ind:
Trang er min Grav, hvor Mørket ruger tæt,
Og Edderkoppen travl som Tenen gynger
I sine egne tusind Traades Net.
Foran min Dør der ligger Skarn i Dynger;
Hver, som har ædt, og hver, som har purgeret
Gaar hid og letter sig for det, der tynger.
Urinen er min nær, og Dørens Sprækker,
Som er dens Afløb, og som giver frit
Rykind for Lys, der mig før Dagen vækker.
Selvdøde Katte, Svampe, alskens Skidt
Enhver mig skænker efter eget Tykke,
Selv, naar jeg flytter, gaar det med som mit.
Min Sjæl dog fremfor Kroppen har den Lykke,
At den har Lugten tabt — jeg maatte give
Vist ellers Føden fra mig, Stump for Stykke.
Kun Frost og Hoste holder mig i Live —
Da Vejret ej kan slippe fra min Bag
Jeg maa det møjsomt gennem Halsen hive.
Værkbruden er jeg nu og knust til Vrag
Af mine Smærter; Døden mig ernærer,
Og ved dens Disk jeg fejrer Svirelag.
Melankolien trægt min Tid fortærer,
Min Fred bestaar i Lidelsens Strabadser:
Gud skænke dem til den, som dem begærer.
Ved en Trekongerfest jeg herligt passer —
Ak, tænk at se min usle Hytte stukket
Ind mellem hine straalende Paladser!
Forlængst mit Hjærte er for Elskov lukket;
Da større Kval den mindre overvinder,
Har af min Sjæl jeg hver en Svingfjer plukket.
Som fangen Humlebi jeg mig befinder,
Som Ben og Sener i en Læ’rsæk gemt —
Tre Klumper Beg lagt i en Træcylinder.
De halvt udslukte Øjne rinder slemt,
Og mine Tænder er som Harpestrænge,
Der kun ved egen Klapren bliver stemt.
Den, som mit Ansigt ser, han ryster længe.
En Landmand mine Pjalter blot behøver
Som Fugleskræmsel i sit Korn at hænge.
Mit ene Øre Spindelvævet døver,
En Faarekylling i mit andet hviner,
En slimet Snorken Søvnen mig berøver.
O Elskov, Kunst og duftende Jasminer!
Elendigt Smudspapir, nu degraderet
Til Brug til Kræmmerhuse og Latriner!
Har jeg saa megen Skønhed skabt af Leret
Kun for at ligne ham, om hvem er sagt,
At han, fra Havet frelst, i Dynd krepered?
Saa vidt har da min Guddomskunst mig bragt,
Hvorom saa meget skønt man sagde før;
Den gav mig oldingsvag i andres Magt.
Fortvivle maa jeg, om jeg snart ej dø.