Af disse Kvaler har jeg faaet Krop —
Som Kattene skal faa et Steds paa Landet,
I Lombardiet vist, af Drikkevandet;
Min Bug har under Hagen skudt sig op.
Mod Himlen Skægget — bag ud Haarets Top!
Mit Bryst er hæsligt som Harpyiens dannet,
Og Farvedryp har i mit Ansigt blandet
Et pragtfuldt Mosaik ved Penslens Hop.
Hvor Maven sad, nu sidder mine Lænder,
Min Ryg til Kontravægt har faaet Bagen,
Og halvvejs blindet vakler jeg afsted.
Bag paa min krumme Ryg sig Huden spænder,
Men fortil slap den slasker som et Lagen,
En syrisk Bue kan jeg ligned ved.
Min Tanke er af Led,
Min Dømmekraft mig mer ej Bistand yder,
Thi slet med krumme Pusterør man skyder.
Giovanni, dig jeg byder,
At Værkets Sag og min blandt Folk du taler —
Her gik det ilde, selv om jeg var Maler.