Lyksalig er den Krans af Blomster smaa,
Som huldt fra hendes gyldne Lokker smiler;
Der er, som Blomsterne i Kapløb iler
Mod Panden for dens første Kys at faa.
Hvor henrykt denne Kjole være maa,
Hvis Folder Dagen lang om Brystet hviler,
Og Ørets Guldring, som i Længsel stiler
Mod Kind og Hals for dem i Hast at naa.
Men endnu større Salighed dog kender
Den gyldenstukne Bort, som frit tør kæle
For hendes Barm og tæt imod den ligge.
Det simple Bælte, som om Midjen spænder,
Nok hvisker: Her vil jeg bestandig dvæle!
Ak ja, hvad vilde mine Arme ikke!