Jeg husker dine Kjoler, hver enkelt især,
jeg tog dem jo alle i Favn.
Du bar en hvid med Blonder den Dag, jeg fik Dig kjær,
den kaldte jeg Eva ved Navn.
Jeanne d’Arc hed den mørke, der sad, som den var støbt,
om Hals, om Bryst og om Knæ.
Og Balkjolen — husker Du? — dens kyske Flor blev døbt
den kjække Charlotte Corday.
Men skjønnest af dem alle var den fordringsløse graa,
den kaldte jeg min Hustru, min Viv.
Saa tidt som Du bar den, det var, som om jeg saae
vor Fremtids det daglige Liv.