Ak, vidste Du de Tanker, jeg sendte Dig hver Nat —!
jeg sov saa let og saa lidt.
Jeg talte vore Minder som Gnieren sin Skat,
jeg jog de tusind Ønsker i en hvirvlende Tagfat —
de fløj — spørg ikke, hvor vidt!
Jeg stirred fra min Kvist mod de tyste stjerners Gang —
hvor drejed Du Dig sindigt, o Jord!
„I Morgen” var som Digterens ufødte Sang:
Forventningens Guld i dens glade Rythmer klang,
og Fest var hvert eneste Ord.
I Morgen! I Morgen! — og Nattens Timer skred,
de Skygger fik lysere Grund.
I Morgen blev til Drømme, der dufttunge gled
i kongelige Farver om mit trætte Hoved ned
og aanded dine Kys paa min Mund.