Der er et Land, saa har jeg hört for sandt,
Jeg veed min Mand, han farer ei med Tant;
Et herligt Land, hvor paa min Ære,
Jeg al min hele Levetid gad være;
Og vidste jeg kuns rigtig paa hvad Kandt
Det laae, som jeg saa fandt med Glæde
Min Reise skulle strax didhen antræde.
Man förer der et Herre-Liv;
Just saadant et, der allerbest mig hover,
Hvor uden Næringssorger, Harme, Kiv,
Nye Lyst, Fornöielse, nye Tidsfordriv,
Hver Morgens glade Komme lover.
Kort, hvor man lige til man salig döer
Ei andet giör end æder, drikker, sover;
Og sover södt som ret lig hör og bör,
Det er at sige, ikke ene;
Men ret hos nogle væne Creatur,
Af en saa mild, saa föielig Natur,
At næsten man er fristet til at mene,
Der være maae det gamle Paradiis;
For hvis uhæidige Forlib,
Fru Eva burde havt en lille Smule Riis,
Just lige over for i samme Söe,
Fra Dybet hæver sig endnu en anden Öe;
Men hvor forskiellig fra den förste!
Hist Nectar-Saft hver Druens muntre Ven,
I Rosenkrandset Bæger rækkes
Her Ungdoms Mod ved sorte Sorger knækkes,
Og Livets Vaar unyttet svinder hen.
Ja hvad af alle Onder, er det störste,
Man midt i Ærgrelsen maae ubarmhiertig törste.
Tænk Venner, törste! dog det er ei dermed nok;
Fortredeligheds hele sure Flok,
Kold Klogskab, mörk pedantisk Mine,
Kiedsommeligheds Gift og giktisk Pine,
Af grove Rykkere en ganske Skok;
Alt saadant er i Overflod at finde
Paa denne smukke Öe: men derfor blev
Den ogsaa Satans Deel, som deraf skrev
Sig Overherre, og med Magt fordrev
Enhver som voved an med ham at binde;
Det var hans Eiendom. I hver en Vraae,
Man vakkre, vævre Dievle-Unger faae;
Og allesammen baade store, smaa,
Bar Hönsefödder, Horn og Klöer og Haler;
Thi saadan stedse man de godt Folk jo afmaler.
Det hændte sig en Foraarsdag,
Just som en Bonde gik i bedste Mag,
Og plöiede sin mavre Ager;
At saadan en fornemme horned Ven,
Kom ridende grosmægtig til ham hen,
Heel ydmyg strax til Huen Bonden tager.
Det Herren jo paa Hovedgaarden var,
En ubehövlet, ung, velbyrdig Nar;
Som mange Herremænd desværre,
Endnu i vore Tider ere.
For Resten var Personen ganske god,
Begavet med fornödent Junker Mod;
Og netop den Forstand, de ædle Kunster kræve,
At sue Bönder ud og skyde Ræve.
Hör du Graalor, saa talde Junker Fop:
Du veed jeg er din Herre, og min Stamme
Kan af en Rad velbaarne Ahner bramme;
Til lutter magelige Dage.
Men at deslige Kieltringer som du,
Bestandig komme bör ihu,
I skabes blot til Slid og Slæb og Plage.
Men for en Ende paa den Ting at faae.
Hvad er det Karl, hvortil du der vil plöie?
Hvis stricte paa min Ret jeg ville staae,
Saa tog jeg hver en Snuus der grode paa;
Men seer du jeg er naadig og mig nöie
Med Hælvten lâr; nu hvad vil du vel faae?
Jeg tænker, naadig Herre, svared Bonden
At siden tör og daarlig er kuns Grunden,
Den sluttelig til Blandkorn tienligst var.
Godt sagde Junkeren, det mig ei bryder;
Vel kiender jeg just ikke dette Slags,
Men ligemeget om hvad det betyder,
Kuns her, Graalor, allons, saa hurtig, strax.
Jeg Herre er, og uindskrænket byder,
Thi spo dig Skurk, og arbeid dygtig tæt;
Du föd til Trældom er, men jeg den Ret
Som Adelsmand og Junker nyder
At komme giennem Verden nemt og let;
At æde, drikke, sove, jage.
Og ellers ingen Ting for Resten foretage.
Men see nu her, hvordan vi det skal mage;
Vi tvende Lodder giöre vil;
Alt under Jorden mig skal höre til,
Hvad oven Grunden er, det dig jeg skienker.
Men kom mig ikke saa med nogle Rænker,
For giör du ei din Gierning vel,
Saa svær jeg ved min Luciferske Siel,
Jeg rigtig som en Hund dig prygle lâr ihiel.
Vor Junker reed, Augusti Maaned kom;
Hvo der var rap, var röde Mikkel, som
I störste Hast sit modne Korn lâr skiere;
Og for des sikkrere at være,
Han sælger det paa Marken som det staaer,
Og rede Penge strax derfor i Lommen faaer.
Med Roden midlertid til Staden farer
Den dumme Dievel; i den fulde Troe,
At före lutter Skiönne Varer;
Og hvad han havde seet paa Marken groe,
Var ikkuns Halm og Straae og törre Blade,
Hvormed Graalor sig maae taalmodig nöie lade-
Men tænk engang hvor flau vor Junker blev.
Da han af alles Munde fik at höre,
Hvad Snavs det var han havde med at kiöre;
Sluköret af fra Torv og Bye han drev,
Og lige hiem paa Mikkels Nakke.
— Nu vel, god Karl, det var for denne Gang,
At jeg mig saadan lod besnakke;
Vi Junkere og Folk af vores Rang
Med slige Smaating ikke os afgiver.
Dog tænker du at Tingen derved bliver,
Saa târ du bandsat Feil; men hör, hvad faaer
Du nu Krabat igien til næste Aar?
Til næste Aar, var röde Mikkels Svar,
Der listelig i Skiegget smiled,
Det ville være godt om Jorden hviled;
Men ellers jeg i Sinde deri har,
At saae Kaalrabi eller gule Rödder.
Og hvis kuns ikke noget Vanheld möder,
Skal Herren faae i hele Töndetal.
Om ellers ei velbaarne Junker heller
Maae lide Roer. — Det mig intet skieller,
Kaalrabi, Rödder, Roer, alting tæller,
Din Lod i Jorden være skal
Min oven; men lad see du dygtig træller,
Ei mindste Kneb; husk paa hvad jeg kar sagt;
Du ellers Slyngel skal see Pröver paa min Magt.
Nu det var godt; den snue Mikkel graver,
Sig skiönne Roer op til næste Höft.
Med Bladene til Torvet Dievlen traver,
Hvor alle med ham har sin Hiertens Lyst,
En spör ham hvad hans Specerier kofter;
En anden, hvor det staaer med kiere Moster;
Den tredie ham vel forvare beer,
De Penge, han for sine Vare löser;
Kort, alle til de mindste Selgetöser
Nu Mikkel, hvordan vil dog denne Leeg afspende?
Jeg frygter for en saare skiden Ende,
Den Satans Lem saa grumme bister er;
Han med dit Skind vil ganske vist i Færd.
Pas paa, nu gielder det ret strax; see der
Han alt ved Dören staaer, hör hvor han brummer:
Ha, ha! Person, saa finder jeg dig dog;
Nu lav dig til, vi snart skal trække Krog,
Jeg saadan kratte skal dit arme Skrog,
At du skal dvale hen i evig Slummer.
See disse her; jeg mener i dit Skind,
De dog som mindst vil gaae en Tomme ind.
Det Skade er jeg ikke nu kan pröve;
Men Mester Fix, du skal ei længe töve,
En Time kuns, saa bier jeg dig her.
Jeg just paa Halsen har en vis Madamme,
Der er mig saa en lille Smule sær;
Hun Snese Gange vil, og i det samme
Hun ikke vil; men i en Snup jeg skal
Faae Tingen afgiört; og Her Ægtefælle,
I Broderskabets Lemmers store Tal,
Sig ikke snarere skal kunne tælle,
För jeg og Monsieur Mikkel tales ved.
Hvæs du imidlertid kuns dine Negle;
Nu vil jeg ikke længer med dig kegle,
Men siden bringer jeg dig fuld Besked;
Og da jeg ret med disse Klör skal hegle
Din röde Tot; farvel jeg maae afsted.
Og af han foer. Men Mikkel staaer og gaber;
Af bare Skræk, han Mund og Næse taber;
De hvasse Klör en saadan Taage skaber
I Stymperens Indbildning, at
Han synes alt den Onde har ham fat;
Og gir sig derfor til at vraale
Saa ynkeligt og höit hans Lunge kunde taale.
Nu sandt nok, Mikkel var en flor Kujon;
Men mangen lys- og mörkeröd Person,
Der spanker vel saa strunk som en Kalkon,
Og som af tusind Millioner Dievle,
Sig kuns en Spas, en Mundfuld bare giör;
Ja selv de Blaa, som Satan bede tör
Med saadan Fynd, dem splitte, flette, trævle,
Og mange slige skiönne Ting;
Ifald den Sorte mödte i det samme,
De sikkerligen saare ville flamme,
Og snart sig om et Smuthul see omkring.
Just dette var den rædde Mikkels Tanke;
Flux lâr han Præst og Degn og Tutten sanke,
Forklarer dem sin yderlige Nöd;
Og lover hver især at der skal vanke
En herlig Most og beste söde Gröd,
Om de ham redde kan af denne Klemme.
For Himlens Ære da at fremme,
Befrie en syndig Siel fra bedske Död,
Og Ulven, som i Kirkens Skiöd
Sig havde sneget ind, fra Stien bort at gienne,
Men allermeest for Gröden at fortiene,
De Lærde tre en skiön Beslutning târ.
Og denne intet mindre var,
End Mikkel reent til Næsen ned at dykke
I Præstens Saa, opfyldt med Vievand.
Og for at sætte Pokker ud af Stand,
Ham mindste Haar af Hovedet at rykke;
Ifald han endnu havde saadan Nykke,
Man dækker det omhyggeligen til,
Med Ritualen og en Flöiels Huuspostil.
Nu var dog vel den gode Mikkel sikker;
Han jo saa dybt i Helligdommen stikker.
At bare Næsen pipper frem.
Den Dievel maatte være bandsat nem,
Der ham ved den af Sousen skulle trække;
Og for at endnu mere Knegten skrække,
Samt Synderen indgive Mod og Tröft;
De glemme ei med yndig Æsel Röst,
At synge kraftige latinske Pfalmer,
Og pidske Satan bort med Troens grönne Palmer.
Det beste var ved denne hele Leg;
At Mikkel havde faaet sig til Qvinde,
Et vakkert Folk, som man kuns saa skal finde,
Der ingen Tider bange var forS teg;
Men alt i hendes Pige-Dage
Langt mere vidste end sit Fader Vor,
Og i sin Kunst nu Graden kunde tage,
Saa vel hun den fra Grunden af forstaaer,
Nu denne kiere Kone, som hed Thrine,
Sig ikke bare kan at grine
Af alle disse Tilberedelser;
Og bander friskt en lille Död og Pine,
At Mutters ene hun istand til er,
Her Urian til Hekkenfeldt at skikke.
Thi kom det derpaa an, der skulle dikke,
Med al den Agt hun end for Fromhed bær,
Langt mere ondt i hendes mindste Finger,
End i den dumme Dievels hele Krop;
Hvorom hun med enhver, som vil tör lige top.
Hans Velærværdighed tog noget ilde op,
Hun slige Ord paa saadan Tid frembringer.
Dog meget a propos et Stop,
Gripominussens Ankomst giorde
I Præftens Harme; saa han ikke torde
Sig mærke lade, men et hastigt Hop
Til Saaen giör, og gîr sig til at læse.
Imidlertid med heelt udslaget Haar,
Forvildet Öiekast og ildröd Næse,
Cathrine Tingesten imöde gaaer;
Sig jamrer ret elændigen og skriger:
O væ! o vok! jeg arme Pigebarn,
Den Kieltring, den Halunk, det slemme Skarn
Mig reent skamferet har. O! hvad det svier!
Jeg Stakkel veed af intet för han siger,
Han kradses med Her junker skal i Dag;
Hvorpaa han i min Mave giör et Tag,
For som han sagde, först sig lidt at öve.
Den Knægt, han maatte sine Negle pröve
Paa andres Skind; men jeg hans Excellence beer,
For alleting ei længer töve,
Thi ellers vist en stor Ulykke skeer.
See kuns engang: — her Thrinemoer græder,
Og ved at lette sine Underklæder,
Hun viser frem, — nu hvad? En reent uhyre Ting.
Den arme Dievel giör et Spring,
Og næsten færdig er af Frygt at blive
Til Steen, ved dette gyselige Syn;
Skræk far ham giennem Livet som et Lyn;
Og skiönt hans eget Haandværk var at rive,
Saa havde han dog aldrig kunnet troe,
At enten Negel eller Kloe,
En slig Figuur var mægtig at beskrive.
Kort sagt, saasnart han faaer at see
Den dybe, den umaalelige Skramme;
Begynder han at svede, puste, stamme,
Slaaer for sig Kors, forglemmer Spot og Spe,
Og lusker af fortabt med Haan og Skamme.
See nu er alting godt. Cathrine leer;
Af Saaen röde Mikkel hopper;
Her Mons til Moer saare lystent seer,
Mads Degn sig hierteglad en Pibe stopper;
Og medens Grödens Tilberedning skeer,
Med gammelt Öl, sig Tutten dygtig propper.
Nok hele Flokken vel tilmode er,
Og samtlig priser Thrines store Gave;
Men hemmelig sig lover hver især
Med Tiden muelig selv sin Deel deri at have.
Du Læser, kiönt i Roe lad Konen være,
Og heller mærk, hvad heraf du kan lære;
See först hvordan de Herremænd,
Behandle de fortrængte arme Bönder;
Men derfor og de hos den forte Svend,
Skal artig svede for begangne Synder.
Du veed hvad der i Visen staaer,
At lige sporenstregs de heden gaaer,
Hvor aldrig nogen klager over Kulde.
Hvis derfor ved en Træf da være skulde
Af dette umedlidne Slags;
Saa indsee din Vanartighed, og strax
Forbedre dig, giör Bod og Penitence;
Snart hæver Parcen frygtelige Sax,
Og kommer du först inden Mörkheds Grændse,
Saa naade Gud dit syndefulde Skind;
Thi Kiere, slaae ei min Formaning hen i Vind.
See det var et; dernæst betænk hvorlunde
Cathrine ene meer udrette kunde,
End hele Resten; samt hvor smukt
Den flinke Kone fik med Dievleungen Bugt.
I derfor, som mod Skyen Næsen sætte
Saa ubarmhiertigt höit, at I aftrætte
Det smukke Kiön et ringe Klogskabs Gran;
See her, hvad lidt jer Stolthed dæmpe kan.
Troe aldrig I allene sluget haver,
Al Viisdom op. Naturens milde Haand,
Har ligesaa fortreffelige Gaver,
Tilstaaet det, og samme Kundlkabs Aand.
Opdragelsen allene giör Forskiellen;
Saa mangen simpel Anna, Lise, Ellen,
Der leger nu med Vifte, Kniplenaal,
Tit ville fort med Ære, Pen og Staal.
Forsög engang I Herrer Ciceroner,
Jer Skrivekraft imod en vittig Glut;
Jeg meener ei i hine höie Toner,
Om Algebra og Gravitationer,
Men daglig Stiil, saa holder jeg en Tut
Et sextenaarigt Barn jer samtlig giör Caput.
Thi mindsker lidt de alt for höie Tanker,
Som sætte Kiönnets Klygt saa snevre Skranker;
Jer egen tidt er heslig i Betryk,
Hvormeget end I giör jer deraf tyk.
For Eftertiden da frafalder,
En Paastand, det ugrundet billig kalder;
Bekiender I har hidtil taget Feil,
Og seer med Anger jer paa Mikkel smukt i Speil.