Det ikke er os Dödelige givet,
Et Öieblik at kunde stille staae
Paa Önskets Trappe. Giennem hele Livet,
Vi kravle stedse op ad, for at naae
Det sidste Trin, det höit attraaede Sæde
For jordiskt Held, for hver en indbildt Glæde.
Men naar vi efter mangen möisom Dag,
Da endelig til Toppen vinde;
Hvad er da al den Herlighed vi finde,
Der ofte koster evigvarigt Nag?
En Skygge kuns, et Blendeværk, som taber
Ved nærmere Beskuelse sin Glands.
Men hurtig da Indbildningskraften skaber
Nyt Flitterværk, som tidt bedragne Sands,
Med samme Hede atter efterhiger.
Dog just i det vor Fod paa Kandten stiger,
Vi pludselig i Graven rulle neer.
Og Enden der paa al vor usle Tragten seer,
Thi Læser, nyd tildeelte Lykke,
Med velfornöiet Sind og munter Siel.
Lad ikke selvgiort Sorg din Roe forrykke,
Men strax min Ven, hvert daarligt Önske qvæl.
Sandt nok, der undertiden sig vil liste
Et lille Suk saa lumskt fra Hiertet op.
Anines Smiil en Zeno selv kan frifte,
Men Kiere, det som mindst paa Læben stop;
Du ellers komme kan saa let i Knibe,
Og over tabte Roelighed
Maae siden længe jammerligen pibe.
Ja naar du ingen anden Redning veed,
Kan mueligen til gale Midler gribe;
Som Herren, jeg dig nu vil melde om,
Og grumme uvist du saavel fra Legen kom.
Thi hör nu her, hvad jeg dig vil fortælle;
En stakkels Fyhr engang forelsket blev,
I ret en lille vever Mammeselle;
Og denne Lyst saavidt Personen drev,
At han til Pokker sig formaliter forskrev.
Det var lidt stærkt, jeg nægter ikke,
Men hvad formaaer ei Kierlighed?
Dens Baand forvandles sommetid til Strikke,
Og man af alt formange Pröver veed,
Hvorlet den kan bröstfældig Dyd forvrikke.
Hvi Staklen ellers maatte til,
Et saa besadt, fortvivlet Middel gribe;
Det kom deraf han heftigt var i Knibe,
Thi Pigen sig ei overgive vil.
Og Penge, som i saadant Spil,
Af alle Ting kan Sagen sikkerst klare,
Til Byrde ingen Tid den arme Stymper vare.
Til Lykke var den Dievels Lem,
Som Tingen skulle hielpe frem,
En grumme Hoben mere sort end slem,
Det ellers vist nok havde gaaet ilde;
Thi flippe vel af saadan Hilde,
Den Sag er ikke saa aldeles nem;
Og faae jeg Skam, om jeg den pröve vilde.
Paa fir’ og tyve Skill’ngs Papir,
Imidlertid Contractten rigtig blîr
Forferdiget; thi uden dette,
Den fyndige Gripominus i Rette
Jo ene efter Næsen gaaer.
Luur Satan, han qvid juris nok forstaaer,
Og kan i Kneb selv med den bedste trætte.
Paa ene Side Liv og Blod,
Paa anden Grethe Glutten stod,
Med alle Tilbehörigheder.
Dog hefter der en liden Claufel ved:
Hvis nemlig Contrahenten beder,
Det være saa til hvad for Tid og Sted,
Den sorte Herre at udrette noget,
Hvor galt det saa endogsaa er, hvor broget,
Og denne strax ei giör Besked;
Da skal fra samme Öieblik den kiere
Monsieur, af ham uskaaren ganske være.
Hvis derimod han ikke kan
Et eller andet Spilleværk udfinde,
Som Satan jo at giöre er istand;
Da ufortövet skal fra samme Sinde,
Her Elskeren den hönsefoded’ Mand
Med Hud og Haar og Krop og Skind tilhöre,
Og kiönt sig finde i til Hekkenfeld at kiöre,
Det er jo dog en ringe Sag;
Allene have at befale,
Behöve kuns et lumpent Ord at tale,
Og sidde selv i allerbeste Mag;
JVaar arme Fanden midlertid maae lyde,
Hvad Galskab, man endog ham falder paa at byde.
Den Sag har da sin Rigtighed;
Thi visse Drömme lille Grethe minder,
Saa hun tilsidst sig viselig befinder,
Og ganske villigen sig finder — —
Hvori? I det, den kloge Læser veed.
Imidlertid, fornöiet, glad enhver,
Med sin tilfaldne Skiebne er;
Det föielige Pigebarn især,
Paa forhen ukiendt Gode skiönner;
Og synes nok endda det Möien lönner
At gaae et Skridt i en saa moersom Færd.
Saavidt gik Tingen grumme herligt.
Man lever ret fornöieiigt og kierligt,
Men nu den anden Punkt opfyldes skal;
Og altsaa Ordrer uden Tal,
Og uden Ophör maae udgives,
Et Öieblik det staaer allene paa,
För hvad som næst skal foreskrives,
Betænkt og rede være maae.
Snart store Bierge blive Sletter
Og Sletter kneise höit i Skye.
Et Vink en Obelisk opretter,
Et Ord en Fæstning, Slot, en Bye,
Ja tidt i Peru og i Thy
Maae hentes til et enkelt Maaltids Retter.
For længst den hornede Krabat
Har bragt saa mangen blank Ducat
I Huset, at man ikke flere rummer;
Men Trods saa mægtigt et Metal
Personen er dog ikke frie for Kummer.
Thi idelig der tænkes skal;
Og just i nogle visse Öieblikke,
Da allerbest sig ingen Tanker skikke,
Er Lucifer skinbarligen befat.
Og være sig ved Dag ved Nat,
Den Slemme raaber uophörlig,
at Han om Besked vil ikke længe tigge.
Det er dog ret fortredeligt,
At kunde ei i Fred tilgavns fuldföre
Sit Arbeid, saa den ene Pligt
Den anden skal ei nogen Ophold giöre?
Sligt er jo ogsaa virkelig istand
At krænke hver en ærlig stakkels Mand;
Og altsaa for en Maaned var forlöbet
Vor Elskere fortröd alt lidt paa Kiöbet,
Ja inden siette Ugers Dag,
(Som billig man kan ikke undres over,)
Han höit og dyrt hver Rommer-Helgen lover,
At slipper han uskadt fra denne Sag,
Skal ikke hele Jorderiges Grether,
Ham bringe nogen Tid i flere slige Beter.
Omsider reent fortabt han seer,
Slet ingen anden Redning for sig meer,
End Glutten sin Fortred at aabenbare;
Dog var han bange som en Hare
At Sagen ikke vel optaget blev.
Men Kierlighed ham ene dertil drevj
Og Kierlighed en grumme Hoben taaler,
Naar Mangel kuns for knapt ei Tæringen udmaaler.
Den arme Glut naturlig studser
En Smule ved, at selv den fule Aand
Har ogsaa havt i Legen med sin Haand;
Dog tænker hun, ja godt Krabat, jeg pudser
Dig nok igien ved anden Leilighed,
Om ellers jeg min Lexe rigtig veed.
Hvo ville sig desuden længe græmme,
For hvad ei til at endre mere staaer?
Fornuftigst er at lidte Skade glemmes
Jo för jo heller man formaaer.
Den lille Grethe altsaa, for at giöre
Det godt igien, som engang var forseet;
Paa sikre Midler alt sig har beredt,
Sin Elsker af Betryk at före;
Og beer ham derfor nöie til at höre,
Hvordan hun Sagen har indledt,
Saa Mester Fix en Fier ei i hans Hat skal röre.
Naar Nissen, eller hvad han er,
Nu kommer næste Gang, saa maae du sige:
”At han fuldkommen stramt og lige,
Skal giöre strax hvad jeg dig giver her,
Og troe mig han skal dygtig derpaa stave.
Hvorpaa hun tog, jeg veed ei hvad
For snurrig Blomst af Cytherees Have,
Og giorde sin Tilbedere en Gave,
Hvorved han blev ei lidet hierteglad.
Den Sorte kom. „Jeg fik i Gaar
En Ting, du seer omtrent i Runding böiet;
Kan du nu faae det saadant föiet,
At den ei allermindste Krölle slaaer;
Men stedse bliver ganske ret og lige,
Saa vil jeg, du er Mester sige,
Og ganske da til din Befalning staaer.
Han farer af; begynder jevnt at trække,
Endnu det lâr sig villigt række;
Hei, Funtus! han jo let det stramt kan strække,
Men neppe gîr han mindste Slip,
For Haab og Glæde pludselig gaaer Glip,
Da Tingen târ igien de gamle Folder;
Som Knegtens Pandebrask lidt Hovedbryd forvolder.
Alt Snese Gange har han prövef
Det samme Arbeid, men omsonst;
Har ei derpaa med bedre Held udövet
I baade Vand og Luft sin Kunst,
Nu sætter han det altsaa skrapt i Ramme,
For mueligt det desbedre saa at stramme;
Men hvert Forsög halstarrig det modstaaer.
Thi troer han best at bruge alle Kræfter,
Til svære Ambolt Enden hefter,
Og banker löst, saa ret det dundrer efter;
Men Kunster, Kræfter ei formaaer,
At faae den lumpne Krölle ud, som slaaer
Det Pokkers Haar.
Det var dog reent forvorpent, skulle Fanden
Sig saadant lade pudse af en anden;
Jo men, han maae derpaa igien,
Den Ting ei kan gaae saa uslikket hen.
Dog det endnu ei bedre lykkes;
Snart alle hans Concepter reent forrykkes;
Han.intet mere veed, og dog ham tykkes
Han nödig ville give Slip,
Af hvad han frygter saare dog gaaer Glip,
Og hvorved alt hans Haab om Fangsten reent nedtrykkes.
Omsider han en Torsdags Nat,
Med den fatale Ting i Hænder
Sig til vor glade Elskere henvender,
Undselig sin Udygtighed bekiender,
Og heel nedslagen tilstaaer: at
Da al hans Kunst den ei kan giöre glat;
Saa har han ingen Fordring paa ham mere,
Men maae med Græmmelse Contracten aflevere.
Dog Kiere, siig mig nu engang, hvad er
Det for besynderlige Dyr, som bære
Et saadant kröllet Laad. Jeg paa min Ære
Til evig Tid vil dievelsk være,
Hvis jeg en Ting som denne her,
Saa reent forbistret, bandsat, har antruffet.
Men du er ogsaa alt for snart forbluffet;
Ham svarede Damoet; (thi saa
Var Mandens Navn;) dog viid, Person, du maae
Ei troe det bleven var ved dette;
Og alle dem af samme Slags at slette,
Som rede til din Tieneste jeg har,
Det sluttelig lidt haardt dig faldet var;
Men nu gesvindt fortræk og væk til Bloksbierg far.
Tænk Læser da, hvad mægter ei det hele,
Naar bare een af allermindste Dele,
Giör Satan selv caput med al sin Kunst.
Ja Glutter, hvo paaskiönner ei jer Gunst!
Forunderlige Ting I kan udrette,
Viid, Klogskab, Höihed selv er underlagt
Jer seierrige Herredömmes Magt,
Og Stoltheds Aand omsonst jer Krandsen vil aftrætte.
Men hersker med Livsalighed;
Best Mildheds Dyd af alle Kiönnet klæder.
Man bryder snart den stolte Skiönheds Kiæder,
Og bliver af en myndig Juno kied.
Naar derimod en venlig Huldgudinde,
Hvert Hierte kan ulöseligen binde;
Man elsker selv saa södt et Slaverie,
Og störste Uhæld da er just at giöres frie.