I fine Folk, I Lykkens Kieledægger,
Som matte Lemmer halv vansmægtig strækker.
Paa Mageligheds blöde Canape;
Og sommetider værdiger at böie
Til Armods Sön et haaniigt Medynks Öie,
For med Foragt hans Stræben at ansee.
Hvor lykkelige var I, ei at kiöbe
Med Hælvten af jer rige Overflod,
Den Ild, den Kraft, det röde friske Blod,
Som Virksomhed lâr i hans Aarer löbe,
Naar Dorskheds gustne Kinder derimod
Tilstrækkelig jer braadne Helsen röbe;
Men det er Billighedens Lov,
At Sundhed skal Arbeidsomhed ledsage,
Naar dösig Vellyst Medicin maae tage,
Og blive Gikt og Podagra til Rov.
Du derfor som ved Flid maae Ophold vinde,
Misund den Rige ei sin gyldne Skat;
En bedre du kan ved dit Arbeid vinde,
At være karsk naar han er svag og mat.
Og du, Herr Sybarit, som stolt betragter
Fornöiet Ringheds fredelige Vraae;
Viid, tidt den Hytte, du saa dybt foragter,
Indslutter hvad dit Pallads savne maae.
Dog dette ligner grummelig Morale,
Hvorom jeg knap paa dette Sted tör tale:
Og altsaa nok for denne Gang
Men derfor endes ikke just min Sang;
Hvis Venner, I Begyndelsen kan lide,
Saa Læser fort, I da skal Resten faae at vide.
Og altsaa der en Brændehugger var,
Der, som saamange andre flere;
Taalmodig Dagens tunge Byrde bar,
For ringe Velstand at formere;
Og stræbsom, ufortröden stræbte, sleed,
At vinde Brödet i sit Ansigts sure Sved.
En Dag, som han ved vandte Arbeid stod,
Og klövede med ivrigt Mod,
Et ret fortredent, knortet Stykke Brænde;
Tilfældigviis det just sig maatte hænde,
Hans unge Kone kom forbi;
Der efter Nik og Tak, og saadant mere,
Hvorom vi os vil ganske ikke kiere;
Omsider spurgte Manden hvi,
Hver Gang han Hugged Öxen i,
Han sagde hem! om det var saa hans Vane?
Nei, svared han, min kiere Ane,
Ved dette hem, man nye Kræfter faaer
Saa Hugget desto længer ind i naaer,
See det er Tingen. — Ane herpaa gaaer;
Men paa sin Vei hun Sagen eftertænker
Lidt nöiere; og skiönt hun ei forstaaer,
Hvordan en Lyd, et Ord, nye Styrke skienker,
Hun finder det dog artigt nok, men skrænker
Til anden Tid en bedre Kundskab ind.
Imidlertid kom med fornöiet Sind
I Skumringen til ringe Hiem tilbage,
Den trætte Hans; (thi saa hed Anes Mand).
Fortiente Daler let ham lade kan
Forglemme Dagens Slæb og Plage;
Og jevne Maal beredt ved Anes Hand,
Ei andet kan end hungrig Mave smage.
Er Faddet tomt, snart Leiet giemmer
De mödige, de tunge stive Lemmer.
Og der, med lystent Öie seer
Hans efter Moer, og halvt befaler, beer,
At hun ei maae forlænge töve.
Naar vare nu vel unge Koner döve
Ved slig Anmodning? Altfaa for at öve
Sin Skyldighed, hun sysler ikke meer:
Skiört, Tröie, Strömper kastes hen i fleng,
Og nu sprang Ane gladelig i Seng.
Hvad giör saa Hans? Hvad andet vel end sove;
Maaskee et Kys, men videre at vove.
Naar man tolv lange Timer saa har slidt;
Det var jo blot formastelig at love,
Hvad man ei holde kan. Men ikkuns lidt,
Til Brændehugger Kræfter kiender
Enhver, som ei at slutte bedre veed.
Saa dorskt ei Hans den ædle Tid anvender,
Men Ane Troen gîr i Hænder,
Om redebonne Færdighed.
Til Lykke du Naturens Sön,
Som troeligen bestemte Kald opfylder;
Dig Himlen Helsen, Sundhed skylder
Arbeidsomheds og Dueligheds Lön,
Og da du den saa villig hylder.
Den nægter vist ei Nöisomhed sin Bön.
Imidlertid er Sagen ganske klar;
Hver sit til Værket hiulpen har;
Men ak! vi alle Adams Börn jo ere,
Der nye Lyster, Önsker stedse nære,
Og disse i den Fryd, der först ublandet var,
Ei sielden os en Krænkelse beskiere.
Kort sagt, i sin Vankundighed,
Den arme Hans sin kiere Ægtefælle
Bevise vil, at han til to kan tælle.
Men her Naturen sig en Smule vred;
Saa Ane, som af sligt blev aldrig kied,
Naar Notabene ret der skeer Besked;
Sig ikke bare kan at lade falde
Et lille Ord, for ham derved at kalde
I Minde det forunderlige Hem,
Der indeholder slig en Fynd og Klem,
Og hvis Anvendelse hun troer ei her var slem.
Hans mærkte Finten; men hvad var at giöre?
Det smerter meer, i friske Saar at röre;
Han altsaa sig taalmodig deri fandt,
Og svared kuns: ja vist nok er det sandt,
At Hem sin store Nytte haver.
Men det er blot, hvor noget splittes skal,
Og altsaa er ei her det rette Fald;
Thi selv du veed, hvor grumme store Gaver,
Naturen nedlagt har hos dig i dette Fag.
Til Takke Moer da for denne Sinde tag.
I Mænd, som Himlen skienkte raske Fruer,
Opfylder da tilgavns paalagte Pligt.
Beviser I for Pröven ikke gruer,
At ei derved behöves Hem og sligt.
I husker nok godt Folk, hvad I har lovet,
Om Byrderne i kierlig Ægtesrand;
Vel mueiigt, at I har formeget vovet,
Ja! men et Ord et Ord, en Mand en Mand.
End findes alt for uforsvarlig Bröde,
Og drive I jer Gierning alt for slet;
Da maae I for Capitlet ydmygst möde
Og bede smukt om Naade ei om Ret.
Thi kiere, pröver nöie eders Kræfter,
For hen I gaae og vove saadant Skridt;
At ei til evig Skam de siden efter
Befindes skal at gielde saare lidt.
Og I fornemme Fruer og Madammer,
Ifald et saadant lille Kors jer rammer,
Saa bærer det med Taalighed,
Og viser chrislelig I Feil tilgive veed.
Men har man alt for skammelig jer giekket.
Da knap jeg nogen Forbön vove tör.
Naar Pakten blîr saa aabenbare brækket,
Naturligviis Spilop I gode Koner giör.