Man siger Skoven mange Öine har:
Thi Kiere, tag dig grummeligen Vare,
Da ellers kunde heslig löbe Fare,
Naar net op du til Texten kommet var;
At pludselig i Talen standset blive,
Som Fyren, hvorom jeg et lille Ord vil skrive.
En Bonde mistede engang sin Kalv,
Og sögte den i hver en Krog;
til halv Fortabt omsider op i næste Træ
han stiger, Og rundt omkring med stadigt Öie kiger;
Men mærker ingensteds det kiere lille Kræ,
Imidlertid just under samme Træ,
To unge Folk af lang Spadseren trætte,
I al Uskyldighed fik Lyst sig ned at sætte,
Og förende paa Snak, nu hiint, nu dette,
Jeg ikke rigtig veed hvordan det gik,
At Gluttens Kiole kom en Smule af sin Skik,
Og som et Uhæld gierne pleier have,
I Fölge fleer selv Skiörtet kom af Lave,
Og underlige Folder fik;
Som da man ei at rette tog sig vare,
Fremviste uformærkt vel meget af det Bare,
Ha! Himmel, skreg den unge Mand,
Hvad Sager skuer ei mit Öie!
Jeg seer, jeg seer — — her raabte fra det Höie
Graalor, som dette Spil stod ikke an:
Oh! siden at jeg hör Monsieuren seer saa grandt,
Kan han da ikke see min Kippes ved en Kandt?
Mærk Læser! slige Udtryk sielden nytter,
Man spilder kuns derved den ædle Tid;
Langt sikrere din Sag du understötter
Ved Pröver paa utrættet Lyst og Flid.