Jeg synger kuns om Elskovs Spög og Löier,
Om hvad os bedst i Ungdoms Aar fornöier;
Man intet faaer om Mord og Kriig at see,
Mit Önske ene er, at Læseren maae lee.
Apollo! du Geniets Oldefader,
Som ingen Rimer upaakaldet lader,
Tilgiv! at jeg mig og lidt dristig giör,
Og ydmygst dig om Hielp anraabe tör.
Det ikke er om store Ting jeg beder,
Mit Önske ei saa höit i Luften gaaer,
At utilfreds med blotte Jordiskheder,
Mod Himlen selv jeg stolte Pande slaaer.
Ei heller er jeg daarlig nok at tænke,
At strax du paa min ringe Author-Bön
For slig en Bagatel mig skulle skienke
Udödeligheds ærefulde Lön.
Kuns derom jeg din Gunstighed anmoder;
Hvis een af dine Mameseller har
Ei alt for travlt med andre Kunstens Poder,
Saa mag, hun sig en Smule af mig ta’r.
Men Kiere, lad det være af de ægte,
Jeg ellers er med ingen bedre tient;
Man nogle seer forskrækkelig vanslægte,
Vor Herre veed, om du dem og har sendt.
For alting ikke een af dem der suser
I Stormens Brag med lette Torden-Fied;
Og fra hvis dybe Diamantne Sluser
Frempible Væld af Salighed.
Ei heller den, som vil vor Graad afviske
Og skabe i vort Hierte Guders Lyst,
Ved net at lade Lynilds-Straalen ziske
Igiennem Glæde-iisnet-svulmet Bryst.
End videre skik ikke paa min Nakke,
Det Udyr, som fik Manden til at snakke,
Om hvordan Chremes skald af fulde hovne Mund,
Og Sorg paa Sokker tidt gik ud af Hiertets Grund.
Men lad den vakkre Möe mig skal indgive
Ved jevne, lette Hverdags-Udtryk blive,
Ei svulstig giöre himmelhöie Sving,
Ei kravle lav i nedrig Dynd omkring.
Især lad hende Stregen nöie passe
Imellem contrebande Snak og Skiemt,
Og vaersomt vælge Ord af Middel-Classe,
Der klinge ei i pæne Ören slemt.
See Phoebus her! om hvad jeg dig anraaber,
Og nikker du mig Ja bevaagent til;
Da andet Oplag jeg med Tiden haaber,
Mit ringe Værk endnu opleve vil.
Men hvis du slig en Lykke mig bereder,
Og pröver jeg saa yderlig din Gunst;
Saa svær jeg og ved alle Digter-Eder,
At dannet ved Gianellis ædle Kunst;
Dit Billede forgyldt som bare Lue,
Skal stande i min allerbeste Stue;
Og hver en Gang jeg sætter der min Fod,
Jeg skiönsom sende skal en Pœan! dig imod.
Imidlertid jeg vil begynde,
Og ligefrem til Sagen selv mig skynde,
Hvis nu godt Folk I gider höre paa
Det förste Eventyr, da lyder Texten saa:
Hans Carvel tog paa gammel Alder
En vakker, ung, beleven Viv;
Han ogsaa tog hvad derved falder,
Fortred, Bekymring, Harme, Kiv.
Lisette, (thi saa hed som Pige
Frue Carvel för sin Friheds Tab)
Var eiegod, var riig tillige;
Men saae ret ud for fandt at sige
Til reent gedigent Ægteskab.
Nu havde Carvel af Natur
Til alt hvad Hanrei ligned Lede;
Og derfor stedse agtsom stod paa Luur,
Alt Svogerskab sig at frabede.
Formaned’ Konen döv og stum,
Ved alle smukke Ting at være;
Nu Lov, nu Evangelium
Fremförte, og kort, i en Sum
Bad hende vogte vel sin dyre Ære.
Snart lasted’ han Coqvettens Viis,
Snart gav Beskedenhed sin Priis,
Men flettede i bistre Harme Riis
Til Lysten hver Mand at behage,
Og hele Verdens Öine paa sig drage.
Men al den Snak, han gierne kunde sparet;
Den kiere Kone deraf har
Alt længe siden meer end nok erfaret;
Hun ingen Elskerinde var,
Af Prækener; og mindst af slige törre,
Da kan den unge Gienboe giöre
En ganske anden, ikke nær saa bar.
Nu, fölgelig der sommetider skiendes;
Men ogsaa, da den skielmske Lise leer;
Saa arme Carvel veed ei meer,
Hvor han skal enten endes eller vendes;
Thi næsten han for Öine seer,
Hvad ufeilbarlig ham en Dag vil hændes,
At enten saa han larmer, tigger, beer,
Saa maae han sig i Ordenen indskrive,
Og tilig eller seent fuldstændig Hanrei blive.
Af Utaalmodighed han tidt
Sig önsker dybt i Gravens mörke Giemme,
For han en Dag ei skal fornemme
Sin Skiendsel; men sligt nytter saare lidt.
Den Död har underlige Nykker,
Omsonst Personen man paa Bylden trykker,
Den giör ei gierne som man vil.
Lar gaae en rynket Mutter, man ei savned’
Târ bort en vever Glut, som fyrig favned’
Og kunde endnu længe Verden gavnet,
Saa seer vi jo det gaaer saa ofte til.
Desuden alting vel betragtet,
Det var maaskee og værre sagt end meent.
En karsk Actæon mangen Gang er agtet,
En död — ja den ei glemmes seent.
Dog som i gamle Vise staaer,
Saa sommetid og hos Madammen
En Smule Godt den stakkels Carvel faaer.
Det hendte sig en Nat, som Manden,
Der havde rimelig en liden Taar paa Panden,
(Sligt heel naturligt kan tilgaae)
Og havde, Herten veed, hvad helst forrettet;
At han i Drömme klarlig faae,
Sin hele Sorg og tunge Byrde lettet,
Og nu til Roe sig sikkert kunde slaae.
Thi pludselig ham syntes ind at trine
I Kammeret med Majestætisk Mine,
En Nisse, Pusling, Dievel eller Trold,
Kort en fra henne Pokkeren i Vold.
Og denne sorte Siel ham byder,
En Ring, som har fortiden andre Dyder
Den saare herlige især;
At hvo den kuns paa Fingren bær,
Kan sikker være paa hans kiere Kone,
Ham aldrig skal imod sit Önske krone.
Hvo der blev glad, vor Carvel var;
Her Satan! skreg han ganske höit jeg har
Just intet her ved Haanden ham at skienke,
Men Himlen vil ham vist igien betænke,
For han min Sag saa gunstig sig antâr.
Af Glæde, Sövn og Dröm forsvinder,
Hvor stor er hans Lyksalighed;
Nu vaagner han og Fingren rigtig finder,
Der, hvor nok selv den kiere Læser veed.
Men Alvor Snak, hvis Kiere! du vil lyde,
Mit ringe Raad, lad ikke Jalousie
Et Öieblik din kloge Hierne bryde,
Du ellers er for Sorger aldrig fri.
Det er en Orm, der lumskt dit Hierte nager,
Forgifter Sindets Roelighed;
Opvækker Tusind ængstelige Plager,
Og giör dig snart af Livet mæt og kied.
Nei, væk med sligt; sov paa dit grönne Öre,
Og Scrupler ei i Hovedet dig sæt;
Hvad du ei veed kan ei dit Hierte röre,
Thi stop for hver dets Kikhul saare tæt.
Er Tanken ikke grundet, saa fortryder
Den arme Kone rimelig derpaa;
Og uformærkt du hende selv indbyder,
Til Grillerne med Næften at forslaae.
Men fæt endog, der Ugler er i Mosen;
Mon Grandsken dig i Skieppen noget gîr?
O ja! du mærker, men for silde, Skosen,
Og slemme Tvivl til værre Vished blîr.
Dog du er ingen Nar at taalig bide
I sure Æble, vel, saa giör Allarm;
Men Leerne er paa Madammens Side,
Og du endnu har baade Haan og Harm.
Nei hör, min Ven, lad intet dig anfægte;
Saa smaa Ting ei forstyrre maae din Roe,
Fra det Minut du târ en Glut til ægte.
Du fatte maae en fast og stadig Troe.
Endnu engang, pröv aldrig paa at drikke
Af den fatale Skaal, Renaut forskiöd:
Vær klog som han, betænk dig, rör den ikke,
Du let for seent din Daarlighed fortröd.
Men mueligt du Historien ei kiender,
Det Skade er min Vei saa langt ei gaaer,
Dog naar til Ariost du dig henvender,
Du fuld Oplysning strax om hele Sagen faaer.