Trættet ved kiedsommelige Forretninger, sögte jeg undertiden i ledige Öieblikke, at opmuntre Sindet ved noget, der ikke udfordrede Forsken eller Eftertanke, og saaledes bleve nærværende Fortællinger til i den Skikkelse, de nu have. Sluttelig vil den strænge Moralist tænke, at jeg burde have anvendt min Tid til noget nyttigere; men til at afhandle Materier af det Slags, udfordres blandt andet, en Beqvemmelighed i Forfatningen og en Roelighed, som ulykkeligviis ikke ere faldne i mit Lod. — Jeg har altid troet at Vers ikke bör oversættes, men efterlignes; man vil altsaa finde omtrænt samme Mening, men ganske anden Vending end i Originalerne. I övrigt medförer Fortællingers Natur at de maae have Frihed og Liv for at behage. Udtrykkene allene stode; men der skal heller ikke i dem alle findes et Ord, som jo i Skiemt kunde anföres i ethvert anstændigt Selskab. Desuden gliderstedse den flygtige Munterhed, som slige Fortællinger indgive hurtig hen over Sielen, naar derimod en Werthersk og Rousseauisk Tungsindighed, nedsynker den i Henrykkelser, der ofte have saare betydelige Fölger. Overalt har jeg allene sögt at moere mig selv og andre; opnaaer jeg endnu denne sidste Hensigt, saa kan Læseren ikke ville en Forfatter ilde, der skaffer ham en i sig selv ganske uskyldig Fornöielse; men i al Fald appellerer jeg til Sandheden af mit Motto, og den maae tale min Sag.