Lyksalig du mit Födeland!
Hvis mindste Bye fremvise kan,
De allernydeligste Piger.
Tit fyrigt Önske fra min Siel,
For dit og dine Döttres Vel,
Op til Alfaders Trone stiger.
Men endnu mere lykkelig,
Det Galskab ei behersker dig,
Som trykker hine milde Egne,
Hvor fyndefulde Antichrist,
Med Falskerie og Argelist
Gîr Love ud paa Himlens Vegne.
Hvor Ladhed, Dumhed, Overtroe,
Endnu i dunkle Celler boe,
Og inden tykke Kloster-Mure;
Saa mangen Glut til Vellyst skabt,
Er nu for Verden evig tabt,
Og maae i Mörket kukkelure,
Jeg ei om hine tale vil,
Som lukke alle Laager til,
Just derfor er de ogsaa Tyrker.
Man intet bedre vente tör
Af Folk, som Nar af Bacchus giör,
Og Mahomed som Helgen dyrker.
Væk Tyrk, Papist, til billig Straf,
I aldrig burde elskes af
En kielenhiertest Adams Datter.
Vi kiende ei sligt Tyrannie,
Hos os er hver en Pige frie,
Just derfor deres Valg vi skatter.
De række os utvungen Haand,
De binde os med Elskovs Baand,
Og disse blîr en varig Kiæde;
Som trygt omhegner fælleds Lyst
I begges glædefyldte Bryst
Oprigtigheds og Ömheds Sæde.
Al Tvang med Rette er forhadt;
Blot Magt ei Billighed har fat,
Det smukke Kiön i Trældoms Lænker.
Befalet Kierlighed er Fias;
Nei det er just den rette Spas,
Naar Hiertet selv sig villig skienker.
Den, Landsmand, stedse nyde du;
Men kom for alleting ihu
Cupido har to skielmske Vinger;
Hvis man ham ei sin Friehed lâr,
Vips, pludselig han Flugten târ;
Ham ingen Magt at blive tvinger.
Hvorvel man for ham sætter Pind,
Han smutter baade ud og ind,
Og mindste Sprække veed at före
Til Nytte; kort, man laaser ei
Saa fast, han finder jo sin Vei.
Som Læser, du ret strax skal höre.
Et ungt uskyldigt Pigebarn,
Som langt fra Verdens Skam og Skarn
En Vaaning havde sig udkaaret;
For der til Trods for Kiöd og Blod,
At staae hiin fyndig Lyst imod,
Der har saa mangen Glut bedaaret.
Kort sagt, en Nonne, der, (som skeer
i Velskland med saamange fleer;)
Fra spæde Alder maatte pröve,
Den smertelige Kloster-Tvang;
For i Afholdenhedens Trang,
Til Himlens Ære sig at öve.
Sin Andagt endeligen drev
Saavidt, at hun betragtet blev,
Som ret et Helligheds Exempel;
Thi stedse hun i Bönnen var,
Og hendes hele Vandel bar
Den pure Fromheds sande Stempel,
Ja om engang hun fristet blev,
Og ringe Finger Synd bedrev,
Sligt gamle Adam lidt indrömte;
Thi til sin Pater strax at gaae,
Og Aflad ordentlig at faae,
Hun aldrig nogen Tid forsömte.
Selv hendes Lærdom gik saavidt,
Hun kunde, naar hun pusted’ lidt,
De elleve Tusind Möer nævne;
Der i saa stor en Vaande kom
Og maatte Liv og Jomfruedom
Iblandt forvorpne Hunner lævne,
Nu er det hver og een bekiendt,
Hvad fordum arme Job er hendt,
Hvordan den Stakkel maatte pröve
Den fule Satans Argelist,
Der söger uden Roe og Rist,
Hver Chriftens Krop og Siel at röve.
Ei anderledes gik det her;
Beelsebub med Tænder skier.
Ved slig en Gudsfrygt at beskue.
Han saa var aldrig Nonner god,
Men her hans Hu særdeles stod,
Til samme dog engang at kue.
Alt prövet var saa mangt et Fund,
Men hidindtil den sterke Grund,
Hvorpaa vor Nonnes Dyd var bygget;
I mindste Maade ikke gled,
Men blev, Tak skee Umuelighed
At falde, staaende urygget.
Til andre Kunster derpaa sig
Han vender, og heel snildelig,
(Thi hvad har Fanden ei at giöre!)
Den Sag i Hast indrettet faaer,
Saa han sit Öiemeed opnaaer,
Som man nu snart vil faae at höre.
Blandt andre Fruentimmer, som
I Klostret til vor Nonne kom
Befandt især sig en Veninde;
Der ingen Ting saa nöie tog,
Men kunde i Naturens Bog
Al Glædes rette Udspring finde.
Som hun nu lidt for verdslig var,
Hun ikke mindste Skrupel har
Engang til Gittret med at bringe
En ung Adonis, smuk som hiin,
Hvis Liv for fordums slemme Sviin,
Saa ynkeligen maatte springe.
Hvo hende ellers sligt indskiöd,
Det bare er et Smörrebröd
Og kuns desværre alt for sandt,
Han Kiönnet kiendte og udfandt
Af alle Midler just det rette.
Hvad skeer! med helgensvangre Sind
Den kiere Söster Marthe ind
I Talestuen freidig træder.
I Öiet Roeligheden hviil,
Og med Uskyldighedens Smiil,
Forkynder Hiertets rene Glæder.
Vandhelligt Syn! og Slöret faldt
Hvad var det dog ei grumme galt,
Man hende havde ei advaret;
Hun da saa ganske ubereed,
Var vist nok ikke kommen ned,
Og havde sig en Rödme sparet.
Nu var hun der; heel sömmelig,
Man neier, bukker, sætter sig,
Paa Bane et og andet förer;
Om Kloster-Levnedet især,
Men dog saa uformærkt enhver
Sin egen Caracter berörer.
Den unge Enke Livets Lyst,
Med funklend’ Öie, fyrigt Bryst
I Selv-Erfarings Udtryk maler;
II Conte faide lâr et Ord,
Han meest paa Helgeninder troer;
Om Himlen kuns vor Nonne taler.
En Time löb, og mangt et Blik,
Fra Siden til Her Conte gik,
Der aldrig kom umödt tilbage.
Saa stakkels Eva fordum paa
Bedragelige Æble saae,
Om hun det dog ei torde smage.
Man gaaer; men hvad det værste var,
Lidt jordiskt Söster Martha târ
Fra Gittret med sig til sin Celle.
Saa sandt det er, beret du mig
Med hvem du lever; og jeg dig
Skal sikkert hvad du er fortælle.
Som Dyret, der i Siden bær
Den Piil, hvoraf det saaret er,
Sin Qval bestandig med sig slæber;
Saa Tanken om Farnese gaaer,
End med naar hun ved Altret staaer,
Hvorvel hun den at dæmpe stræber.
Naar eenlig allerbest hun sad
Og Rosenkrandsen giennembad,
Strax er den slemme Gast tilrede.
Et Vink kuns om den lille Ven,
Snart falder man i Staver hen,
Og glemmer uformærkt at bede.
Alt löbet var saa lang en Tid,
Udstanden var saa mangen Strid,
Snart kan man næsten ikke mere.
Et Anfald! ja det gaaer saa hen,
Men ideligen her igien
Indbildningskraften kom med flere.
Selv talt paa Dydens kydske Bag,
Den vist nok er en herlig Sag
Men altid dog at dydig være;
Som Tantalus i Vand at staae,
Men ikke mindste Draabe saae
Er ogsaa tungt nok paa min Ære.
Lidt sært er og Naturens Bud,
Driv den end selv med Knibler ud,
Som lærde Rommers Tale lyder;
Den lister sig saalænge til,
At den paa nye har vundet Spil
Og gamle Herredömme nyder.
Saa en Joli ei længe rör
Det Sukker den paa Næsen klör,
Hvorved i Vand dens Tænder löber,
Tilsidst ei Staklen meer formaaer,
Naturen over Tugten gaaer
Og medfödt Slikkevane röber.
Kom væne Glutter, siig os I,
Som har Forstand og Kundskab,
thi De andre smukt kan blive hiemme;
Hvor let den arme Dyd lidt Brek
Ved et og andet lönligt Knek
Kan faae og komme slemt i Klemme.
Fra tugtigt Öre Spotter gak,
Langt bort med slig vanhellig Snak,
Saa raaber hist den pæne Prude.
Hun veed Exempler uden Tal;
Men et er nok; thi stedse skal
Höit hiin Susannes Lovsang lyde.
Vist nok, Beviset fyndigt er,
Og al Respect jeg derfor bær,
Dog menneskeligviis man slutter;
Det var endnu af större Kraft,
Ifald hun for sig havde haft
To unge flinke friske Gutter.
Dog langt fra man indbilde sig,
At under Stoel jeg svigelig
Med eget Kiön det mindste stikker.
Ak nei! hiin Kirkens Martyr-Mand
Jo först udi Kapone-Stand
Sig fandt mod Kiödets Lyster sikker.
Men til Materien igien.
Jeg er ei mange Omsvöbs Ven,
Skiönt dette var iblandt de lange;
Nok for at giöre Sagen kort.
Og ikke spilde Tiden bort,
Det gik, som gaaer saamange Gange,
Den Fæstning, som sin Fiende har,
Blot uden Muren ofte var,
Trods Magt og List omsonst berendet;
Men ulmer selv i eget Skiöd
Uenigheds og Tvedragts Glöd.
Da snart er hele Legen endet.
Optændt af Ungdoms Ild og Aand,
Farnese alle Hindrings Baand
Imidlertid med Lempe bryder;
Og efter mangen kiedsom Dag
Udi sin Piges Favnetag
Paa Jorden Himlens Forsmag nyder.
Saa hvile hver, som skiönner paa,
Hvad Held i det for Verden laae,
Alfader fandt for godnat sige:
Al Skabningen var skiön, men fik
Ved sidste Bud först fulde Skik,
Bliv, heed det; og der blev en Pige.
Imidlertid löb Tiden hen,
Og Natten de Forelsktes Ven,
Gav Tröst mod alt for lange Dage;
Men som i gamle Ordsprog staaer:
Til Vands saalænge Krukken gaaer
Den kommer hankelös tilbage.
En Morgen heel ulykkelig,
Det just saa skulle treffe sig,
En sövnlös Söster noget hörte,
Som listed’ sig ad Gangen op;
Strax Pokker hendes törre Krop,
Paa Been og hen til Dören förte.
Hvad! Mandfolk inden Klostrets Muur!
Ved Natte-Tid i Nonne-Buur!
Hu Under! Tusind Torden-Kiler
Ei vrede Himmel slynger ud,
Og knusende, dödsvangre Bud
Ned paa den Frekkes Isse iler.
For langt til Morgen Messen var;
Mon man vel være kan for snar,
At slig en Skiendsel aabenbare?
Der hvile Straffedomme paa,
I Öieblikket altsaa maae,
De andre ogsaa den erfare.
Der blev en Snak, man tænke kan;
Alt hvad at siges var istand,
I ingen Maade blev forgiettet.
Höit, alle Baalet raabte paa,
Men hemmelig hver önskte saa,
At see sin Synde-Byrde lettet.
Tilsidst man den Beslutning tog,
I Stilhed i en lönlig Krog,
Naar Natten kom sig at begive;
For der at kunde holde Vagt,
Og ret paa alting give Agt,
Men tavse midlertid forblive.
Det kommer lidt fordægtigt ud,
En heel Snees Nonner Tavsheds Bud
Tolv lange Timer kunde holde;
Men det tillige dog man veed,
At mangen Gang Hevngierrighed
Forunderlige Ting kan volde.
Som sagt, saa gjort; slet ingen Sviig
Formodende, Farnese sig
Med Midnat listelig indfinder;
Og triner med fornöiet Sind,
I Cellen til sin Pige ind,
Foruden allermindste Hinder.
Der har vi dem, strax raaber hver,
Og ingen seen paa Bene er,
Til Abedissen hen at löbe;
For hende, som sin Øvrighed,
At melde an hvad nys var skedt,
Og de strafskyldige at röbe.
Men ret fortrædelig det traf,
(Thi Kiöd og Blod er alle af,
Og udi mange Stykker falde);
At selv hun hos en Pater sov,
Som til et saadant vist Behov,
Hun da just havde ladet kalde.
Hvad var at giöre? — Med et Spring
Hun faer af Sengen og omkring
I Mörke efter Klæder leder;
Men ved hvert Ryk de andre gîr
I Dören, meer forvirret blîr.
Og reent tilsidst af Angest sveder.
Til al Fortred hun har forglemte
Hvad Sted hun sit Garnet har giemt,
Som hun nödvendig dog maae bære.
Men endeligen faaer hun fat
Paa noget, liigt, og troer at
Det samme sikkkerlig maae være.
Nu er det klart; hun gaaer afsted
Foran; strax traver Sværmen med
Forpikked paa sligt Syn at nyde.
Og langs ad hele Gangen lâr,
Hun höit ved hvert et Skridt hun târ,
Sin grumme Torden-Stemme lyde.
Imidlertid i Sövnens Skiöd,
Farnese med sin Pige nöd,
En Hvile, nödig for dem begge.
Ei vidende til hvad for Skræk,
Ublide Lykkes fiendske Træk
Dem skulle pludseligen vække.
Saa sover lovfældt Debitor,
Og tænker mindst at udenfor,
Et Par Gripominusser vente:
Derefter först at have sagt
En kiön god Morgen, under Vagt
Ham af til Slutteriet hente.
Strax Dören aabnet er paa klem
En Ström af bittre Skieldsord frem,
I Kamret til de Arme vælder;
Og stakkels bange Martha Glut,
At have Ære, Liv forbrudt,
I haarde Trussers Tone melder.
Hun flux maae fort; Capitulet,
Tilkiende hende skal den Ret,
Som hendes Gierninger medföre;
Og siden alletider kan
Bestemmes nöiere, hvad man
Med Æreskienderen skal giöre.
Farnese seer sin Pige gaae,
Og tænker heel bekymret paa,
Hvorledes Sagen af vil spende,
Men dog beslutter fuldt og fast,
Skeer hende mindste Overlast,
Skal Spillet faae en heslig Ende,
Med Taare midlertid paa Kind,
Nedslagne Öine, ængstet Sind,
Maae Synderinden staae og höre,
Al den Forhaanelse og Spot,
Som hende Stakkel fandt for godt,
Skinhelligheden at paaföre.
Omsider af en Hendelse
Hun slaaer i Veiret Öinene,
Og seer et ganske selsomt noget
Paa Abedissens Hoved, som
Strax hende paa de Tanker kom,
At Sagen var nok ei saa broget.
Min Synd jeg, siger hun, tilstaaer,
Og snart af Sorg i Graven gaaer,
Saameget den mit Hierte nager;
Men vær saa god og bind först ret
Min kiere Moder sit Garnet,
Og hig saa siden hvad behager.
— Dumdristige! hvad siger du?
Er det vel Tid at skiemte nu?
Men du din Frekhed skal betale.
— Jeg siger nu Madam som för;
Det sidder ikke som sig bör,
Hvad har De ellers at befale?
Strax fæste alle Öine sig
Paa Abedissen stadelig
Og gietter nu hvad vaer man bliver.
Hvad? Uden Munkens Buxer, der
Ret lyslig dingle hist og her,
Som Fart hun dem i Iver giver.
I Skræk og Skyndingen hun dem,
Uheldig havde faaet frem,
Og slig Urigtighed ei sandset;
Og i den Fart de siden gik,
De andre Tingens rette Skik
Ei heller mere havde anset.
Det var en hellig Streg, men dog
Hun snart igien sig fatter, Og
Mon ganske andre Strænge röre;
For udi störste Kierlighed
Med al den Fynd og Kraft hun ved
De andre til Gemyt at före:
At næsten det umueligt er,
Mod Kiödets stærke Fristelser
Og Arvesyndens Lyst at stride;
Thi gierne alletider maae
Den arme Dyd i Stikken staae
Og udi sure Æble bide.
Saa hvo derfor, som har Forstand
Deel efter Evne mens man kan
I denne Verdens Gode tage;
Ei Livet giöre mere suurt,
Men see ved kraftig Hielpe-Urt
At lindre Eenlighedens Plage.
Og du mit Barn, som ung i Aar,
Dog langt i Viisdom overgaaer
De Ældste; vend i Fred tilbage
Til ham dig favner glad igien;
Jeg selv gaaer til min Pater hen,
Seent Tiden begge fra os tage!
I andre handle som I vil,
Men for Misundelse sit Spil
Blandt os, som Söstre ei skal have;
Saa söge hver, som hun kan best,
Endnu for Livets sidste Rest
Sig samme Glæde at tillave.
Jeg ikke andet kan end troe
Saa kraftig en Formaning jo
Har snart sin Virkning ladet kiende;
Men, som med reene Ord jeg seer
Ei derom hos min Author meer,
Saa er Historien til Ende.
Nu Læser, hvo du ogsaa er,
Af denne min Fortæ ling lær
At bære over med din Næfte.
Fei, Kiere, först for egen Dör,
For andre du Spectakler giör,
Dig ellers Retten selv kan gieste.
Om og du seer en liden Skiev
I Broders Öie, ikke kræv,
Han derfor strax det ud skal rive.
Du Bielken i dit eget har,
Men den, min Ven, du ikke vaer
Vist nok, man kierligst slutte maae.
Matronen grumme nödig saae
Sig denne Gang af Leiet dreven.
Hun meget heller havde ladt
Den lille Martha med sin Skat,
Og selv var hos sin Tröster bleven.
Men ellers er det lifligt nok,
Man hörer dagligdags en Flok
Af Abbeder og Abbedinder;
Der hugge skrække igen ned
Paa alt hvad ligner Kierlighed,
Ja Navnet selv vanhelligt finder.
Ei mindste contrebande Lyst
Tör ulme i staalhærdet Bryst,
Saa englerene de sig stille;
Endskiönt til rette Tid og Sted
En liden Mariage med,
De overmaade gierne spille.
Men det er denne Verdens Viis;
Forstillelse bær bedste Priis
Iblant os gode Adamiter.
Vi faaet har saa galt et Sving,
At ganske underlige Ting
Vor Daarskab sommetid ophitter.
Hit Læser blot, jeg raader dig,
Den Kunst at leve lykkelig,
Foruden selvgiort Sindets Plage.
Pas kiönt i Roe din egen Iid,
Brug viselig den gyldne Tid;
Og nyd din Ungdoms blide Dage.
De komme ei i Skokketal,
De glædelige Livets Timer.
Snup Lejligheden da, vær snar,
Du ellers ligger som en Nar,