H.A. Brorson (1694–1764)

Vor Klippe vi slippe umuelig,

Førend os Hielpen er sendt;

Lad være, vi ere uduelig’,

Hvilket er noksom bekiendt.

Begiære vi meere, vort Hoved,

End Naade, som baade er lovet,

Og dyre og suure fortient?

Vor Klippe &c. &c.

Hvor skulde det huldeste Hierte

Bøje den Fattiges Ret,

Forjage den Svage i Smerte,

Glemme hans Taarer saa let?

Du lover. Vi vover at vinde.

Du soer det. Vi troer det at finde.

Og dertil vi holde os tet.

Hvor skulde &c. &c.