Samtale imellem JEsum og en Troende
LXV.
LXV.
1.
Jes. Sulamith lilde!
Hvi jamrer du saa tit?
Sul. Ak! at du vilde
Mig hente hiem til dit.
Jes. Den Himmel-Længsel
Alvorlig prøves vil.
Sul. Ja Nød og Trængsel
Giør vist nok sit dertil.
Jes. Troer du, jeg glemmer
Dit Korses mørke Skye?
Sul. Nej, jeg fornemmer
Din Naade daglig nye.
Jes. Men, naar det klemmer?
Sul. Da skriger jeg om Lye.
Jes. Sulamith &c. &c.
2.
Jes. Kan du forsage
Dit kiære Huus og Stavn?
Sul. Dem vil jeg tage,
Og legge dig i Favn.
Jes. Naar du est færdig,
Er Vognen for din Dør.
Sul. Mig Arme værdig
Din Værdskyld eene giør.
Jes. Giem denne Kierne!
Men kom nu, Død, herfrem!
Sul. Den Aften-Stierne
Er meget angenem.
Jes. Vil du saa gierne?
Sul. Ja til min Brudgom hiem.
Jes. Kan du &c. &c.
3.
Jes. Pak da kun sammen,
Og hold din Himmelfart!
Sul. Ja Amen, Amen,
Kom søde JEsu snart!
Jes. Den Vej har Ende,
Hvorpaa du tit har grædt.
Sul. Nu kan jeg kiende,
At den er kort og let.
Jes. Engle for Thronen
Skal føre dig i Nat.
Sul. Paa Jubel-Tonen
Jeg lystig tager fat.
Jes. Saa faaer du Kronen.
Sul. Den est du selv, min Skat!
Jes. Pak da kun &c. &c.