H.A. Brorson (1694–1764)

Hvad er det godt at lande

            I Himlens søde Havn,

Fra Verdens vilde Strande,

            Fra fremmet Land og Stavn;

Fra Røver-Nest til Engle-Fest,

            Fra Svine-Egn til Faders Favn!

Hvad er det godt at lande

            I Himlens søde Havn,

        I Brudgoms Skiød, fra Striid og Stød,

            Ja alt, hvad har af Sorrig Navn!

Hvad er det godt at lande

            I Himlens søde Havn!

Hvad er det sødt at smage,

            Hvad Huuset der formaaer,

Sin Arv blant dem at tage,

            Som hist for Thronen staaer!

Ja, ja! at see i sær de Tre

            Personer, alting overgaaer.

Hvad er det sødt at smage,

            Hvad Huuset der formaaer!

        O Herlighed, som ingen veed,

            Før han de søde Grændser naaer.

Hvad er det sødt at smage,

            Hvad Huuset der formaaer!

Hvad er det stort at prange

            Med Livets Brude-Krands;

Og see, hvad Skat saa mange

            Guds Helgen’ faaer til Mands;

At høre Lyd af Engle-Fryd,

            Som overstiger Sind og Sands.

Hvad er det stort at prange

            Med Livets Brude-Krands,

        At sidde der, Guds Søn saa nær,

            I saa utroelig Himmel-Glands,

Hvad er det stort at prange

            Med Livets Brude-Krands!