H.A. Brorson (1694–1764)

Halleluja! jeg har

[5]

Mel. Nu rinder solen op &c.

Halleluja! jeg har

Min Jesum funden,

Hans naades glands er klar

I mig oprunden,

Nu seer jeg veyen til

Guds fryde-bolig,

Nu kand, nu skal, nu vil:/:

Jeg vandre trolig.

2.

Velan! min tiid er knap,

Jeg faaer at rende,

Hvor løbe de i kap,

Som kronen kiende,

All verden vil jeg først

Med et forkaste,

Og som en hiort i tørst:/:

Til himlen haste.

3.

Kun fort paa livets vey,

Oplyste siele!

I maae i sandhed ey

I verden dvæle,

Enhver for Gud sig til

Den sag forpligte,

At vi til himlen vil:/:

Allene sigte.

4.

Al verden er forgiort

I alle sinde,

Og troer: der ey er stort

Hos Gud at vinde,

Det gaaer, som det er van,

I alle hiørner,

Til hun i døden an:/:

Paa dommen tørner.

5.

Da skal hun faae at see,

Hvorfor hun slæbte,

Og efter evig væ

I tiden stræbte.

At hun har giort sig alt

For stor umage,

At legges ned i salt:/:

Og helved-lage.

6.

Det er jo ret nok til

De svine lemmer,

Som jorden have vil

Og himlen glemmer,

Som verdens lysters mad

Og mask udvelge,

Og himlens engle-fad:/:

For intet selge.

7.

I sær er det en spot

Ja mord at kalde,

Naar de som kiendte godt,

Fra naaden falde,

Som hunden til sit spye

Sig graadig vender,

Og vasket soe paa ny:/:

Til sølen render.

8.

Men i, som kiende ham,

Der for os døde,

Og kalde det en skam

Ham ey at møde,

Hvad øyeblik han vil

I brude-smykke,

I faaer i sandhed til:/:

Heran at rykke.

9.

Gaaer fort, og strider mod

De onde tanker,

Som sig i eders blod

Om sielen sanker,

Endog den mindste lyst

Ret at bekrige,

Bekræfter haabets trøst:/:

Til himmerige.

10.

Det er en liden tiid,

Saa har jeg vunden,

Saa er den gandske striid

Med et forsvunden,

Saa kand jeg hvile mig

I rosen-sale,

Og uafladelig:/:

Min Jesum tale.

11.

Mig tykkes, at jeg seer,

Hvor Gud sig fryder,

Naar Jesu kæmper meer

Igiennem bryder,

At det kand ende faae

Med deres plage,

Og hver sin krone maae:/:

Af Jesu tage.

12.

Jeg seer dig nok, min krands,

I himmerige,

For dine perlers glands

Maae solen vige,

Og naar jeg tænker paa,

Hvo dig fortiente,

Saa veed jeg, at jeg maae:/:

Dig vist forvendte.