H.A. Brorson (1694–1764)

Hvad fattes mig? hvi er jeg dog

Saa søvnig og saa lunken?

Ret som min siel var spendt i aag,

Ja ned i jorden siunken,

Hvor er den lyst jeg havde før

Til ordets brød at sanke?

Hvi kand jeg ey paa naadens dør,

Med kraft og iver banke?

Før, naar jeg tænkte kun paa bod,

Strax stod min siel i lue,

Mit hierte var af Jesu blod

Saa saftig som en drue.

Hver syndig gierning, som jeg saae,

Hvert daarligt ord jeg hørde,

Ja all den deel, jeg tænkte paa,

Til nidkierhed mig rørde.

I korset var mig honning sødt

Hvert trin jeg skulde trine,

Thi all min sands var giennem blødt,

Af JEsu død og pine.

Slet intet mig til hiertet gik

Af verdens lyst og vaade,

For all den liflighed jeg fik

Af JEsu død og naade.

Hvor est du nu Getsemane?

Der giorde mig saa modig,

Og Golgatha, som lod mig see

Min JEsum blaa og blodig?

Hvi est du dog mit paradiis,

For mig saa frem[m]et bleven?

Er jeg paa Adams gamle viis

Fra livets træ fordreven?

Ach! den forbandet sikkerhed

Er bleven mig den slange,

Som giør os livsens vey saa bred,

Og har forført saa mange,

Den tiid maae rettes op igien,

Som er saa plat forsovet,

Guds kiere søn, min siele-ven

Skal knuse slangens hovet.

Du mit forvendte hierte! kom,

Og lad dig overhøre,

Du burde i din christendom

Jo daglig fremgang giøre,

Du burde daglig meer og meer

I troens kraft tiltage,

Og Jesus nu dit væsen seer,

Hvordan du gaaer tilbage.

Det piner mig i siel og sind,

Jeg kand det ikke dølge,

At jeg har ey lagt bedre vind

Paa JEsum ret at følge,

Ach gid mit liv en liden tiid

Dog længer maatte vare,

Da vilde jeg alvorlig fliid

Til døden aldrig spare.

Ach! Var det forsæt jeg har haft

Ved sikkerhed ey dæmpet

Og jeg i troens fulde kraft

Mig havde giennem kiempet,

Hvad kunde jeg da megen frugt

Min GUD til ære baaret,

Som nu er bleven udelukt,

Og sielen ilde saaret.

Min JEsu! see! hvor syg jeg gaaer,

For dig igien at finde,

See! hvor mit svage hierte slaaer,

Og mine øyne rinde;

Tænk, det er dig min siele-ven,

Jeg ene længes efter,

Men hvordan kommer jeg derhen,

Som har saa ringe kræfter.

Jeg intet har i siel og sind

Foruden disse sukke,

Ach! vilde Jesus mig dog ind

I sine vunder lukke.

See! nu begynder troens glød

Mig inden til at varme,

Jeg finder Jesum honning-sød

I mine troes arme.

Nu! Gud skee lov, den søde tid

Er alt igien oprunden

At jeg min Jesum mild og blid

Til all min trøst har funden.

O! lad mig da af hiertens grund

Dig saa i troen favne,

At jeg dig til min sidste stund

Skal aldrig mere savne.