Her løber jeg i blinde
[3]
[3]
Mel. Hiertelig mig nu længes.
Mel. Hiertelig mig nu længes.
Sielen.
Her løber jeg i blinde,
Og veed ey selv hvor hen,
Jeg kand ham ikke finde,
Som heder syndres ven,
Jeg kand ham ikke miste,
Jeg kand ham ikke faae,
Saa hiertets baand maae briste,
Og livets kraft forgaae.
2.
Jeg mindes nok de dage,
Der gik med fryd og lyst,
Jeg glemte let min plage
Ved Jesu søde bryst,
Da kunde jeg vel smile
Ad all min trang og nød,
Thi sielen fandt sin hvile
I JEsu favn og skiød.
3.
Hvi blev saa snart en enke
Af saadan lystig brud?
Af brude-baand en lenke,
Af soolskin regn og sluud,
Af frydens sal et fængsel,
Af gylden dragt en sek,
Af himlen helved-trængsel,
Forfærdelse og skrek.
4.
Gud agter ey min klage,
Men bliver mere vred
At jeg maa plat forsage
I min elendighed,
Jo mere jeg vil raabe,
Jo større er min nød,
Hvad skal jeg mere haabe?
Min hiertens fryd er død.
5.
O hierte JEsu lille,
Jeg er saa haardt bespendt,
Er naadens søde kilde
Fortørret og forvendt,
Har solen ingen varme,
Har ordet ingen grund,
Vil Gud sig ey forbarme
At giøre sielen sund.
Jesus
6.
O Sulamith min glæde!
Udvalde hiertens brud!
Hvad volder dig at græde,
Og see saa bange ud,
Kom! hør! og lad dig sige!
Hvem bilder dig dog ind,
At jeg dig kunde svige,
Er da mit ord kun vind?
7.
Du taler om de dage,
Da du kun sad og loe
Ad all din nød og plage
I sielens stille roe,
Ja got, men har du ikke
Om andre mine hørt,
At jeg i dødens strikke
Dem ogsaa tit har ført.
8.
Til søde him[m]erige
Er veyen altiid trang,
Dog ey for alle lige
Besværlig, tung og lang,
En kand for torne grue,
En anden der imod
Maae giennem ild og lue
Og dødens sorte flood.
9.
Man skal dig ikke kalde
En enke og forladt,
Men Zion den udvalde
Guds egen brud og skat,
At du det ey kand kiende,
Det giør din svaare striid,
Men den skal snart faae ende
Paa sin bestemte tiid.
10.
Lad jordens grundvol slippe,
Og verden slet forgaae
Min naade er en klippe,
Som evig skal bestaae,
Hvi frygter du den skade,
Du aldrig faaer at see,
Jeg kand dig ey forlade,
Det kand umueligt skee.
11.
Paa roserne at trine
I verdens jevne gang,
Er det for mig og mine?
Ney kummer, kors og trang,
Saa er det, du maae lide,
Din arvedeels beviis,
Thi de udvalde stride
Sig ind i paradiis.
12.
Jeg JEsus er din milde
Og trofast siele-ven,
Troe kun, min naades kilde
Skal aldrig tørres hen,
Jeg skal i himmerige
Dig giøre engle liig,
Vil satan andet sige,
Da er det løgn og sviig.