Vor trængsel, hvor besværlig
[2]
[2]
Mel. Jeg raaber fast o HErre.
Mel. Jeg raaber fast o HErre.
Vor trængsel, hvor besværlig
Den ogsaa synes kand,
Er for Guds folk en herlig
Og uskatteerlig stand;
Vor trængsel, vi som trine
I Jesu fodspor ned,
Vor største trang og pine
Er idel herlighed.
2.
Vor trængsel, ikke deres,
Som die verdens bryst,
Og mangen gang besværes
I deres beste lyst,
Vor trængsel, den allene,
Og ey de ondes riis,
Skal ufeylbarlig tiene
Til uophørlig priis.
3.
Vor trængsel er en gave
Af Jesu milde haand,
Et tegn som de skal have,
Der drives af Guds aand,
Vor trængsel er en ære,
Som Gud os dertil gav
Vor Jesu liig at være,
Det rose vi os af.
4.
Vor trængsel giør os trætte
Af verdens slaverie,
Og derimod saa lætte
At gaae paa livets stie,
Vor trængsel giør bestandig
I Jesu rene sind,
Frimodig, kek og mandig
At gaae i kampen ind.
5.
Vor trængsel er vor bane
For himlens kirke-flok,
Vor trængsel er vor fane
Mod satans hele skok,
Vor trængsel er vort anker
Mod alle lysters søe,
Som holder vore tanker
Fra verden, til vi døe.
6.
Vor trængsel er vort vaaben
Og adelige skiold,
Staaer himlen selv dog aaben
For Jesu kiæmpers vold;
Vor orden er oprunden
Af Christi kamp og sveed,
Og staaer med Gud forbunden
I evig pagt og eed.
7.
Vor trængsel er det mærke
Hvor efter JEsus seer,
Naar torden af den stærke
Guds doms basune skeer,
Da skal vor trængsel give
Sin fulde glædes frugt,
Vor bittre myrrhe blive
En evig livets lugt.
8.
Hvem vilde da ey lide,
Og gierne takke til,
Hver skynde sig at stride,
Som vist til himlen vil,
Saa skal man selv befinde,
Hvad de for ære faae,
Som her i verden vinde
Naar kronen sættes paa.
9.
O søde kors, min lykke
Og skiønne arvedeel,
Guds kirkes gyldne smykke,
Og deylige juveel,
Her vil jeg dig undfange
Med kys og favnetag,
Og siden med dig prange
Paa dommens store dag.