H.A. Brorson (1694–1764)

O! hvilken ære,

Og all begrib for stor,

Hans børn at være,

Som i det høye boer,

Naar man er bleven

Til Herren ret omvendt,

Fra verden reven,

Med Jesu ret bekiendt,

I himlen skreven

Med lammets røde prent.

O hvilke smykker

Fra himlene er det!

O alle lykker,

O alle ting i et,

Naar, hvad os skader,

Vi kand for thronen gaae,

Og sige: Fader,

Dit barn du hielpe maae,

O Gud! hvor lader

Det deyligt der at staae!

Lad andre kalde

Dig, hvad de kalde vil,

Hvad deres galde

Og løgne siger til,

Naar du undrender

Den onde verdens garn,

Og hun dig kiender

Og agter for et skarn,

Guds hierte brender

Imod dig, som sit barn.

O bierge-toppe

Af friheds herre-stand,

Naar man er oppe

Fra verdens leer og sand,

Er sovet rolig

Fra hendes tummel hen,

Og nu fortrolig

Med sielens beste ven,

Og Gud sin bolig

I hiertet har igien.

O sielens blide

Og rette Thabors roe,

I Jesu side

Og purpur-saar at boe.

O hiertens fryder

Og paradiis paa nye,

Naar sielen bryder

Igiennem mørk og skye,

Og hvile nyder

I JEsu vunders lye.

Hvo kand udsige

Hvad Christi kraft formaaer,

Naar himlens rige

I siælen ret opgaaer,

Naar bruden svarer

Til hendes brudgoms røst,

Naar han forklarer

Sig selv i hendes bryst,

Naar sindet farer

Fra verden op med lyst.

O suur-fortiente

Min sieles fryde-stund!

O søde rente

Af Jesu marters pund,

Er første grøden

Saa meget angenem,

Hvad engle-føden,

Som der skal sættes frem,

Naar efter døden

Jeg snart skal komme hiem.

Som paa hans himle,

Der verdens grund har sat,

Stiernerne vrimle

Imod den mørke nat,

Saaledes brænder

Min JEsu kierlighed,

Hvor jeg mig vender,

Og tænker op og ned,

Og mig omspender

Som himlen selv saa bred.

O! jeg har fundet

Lyksalighedens stand,

Og sødt forvundet

Min første fødsels band.

O hvor fornøyet

Er nu min arme siel,

Før dybt nedbøyet

Til jorden, som en træl,

Nu høyt ophøyet

Med sin Immanuel.

Naar jeg skal tage

Mod dødens sidste bud,

Da kand jeg drage

Med glæde til min Gud,

Lad hiertet svede,

Saa bliver sagen klar

Den kuld og hede

Mig ikke synes svaar,

Som allerede

Min Gud i armen har.

Lad graven skille

Mig ved mit legems graf,

Lad orme pille

De døde bene af,

Just det kand lindre

Min daglig kamp og sveed,

Hvad kand det hindre,

At støvet falder ned,

Hist skal hun tindre

I evig herlighed.