Saa gaar nu sielens høyhed an
[5]
[5]
Mel. Jesu søde hukommelse.
Mel. Jesu søde hukommelse.
Saa gaar nu sielens høyhed an,
Vor Jesus med sit legems man,
Og blodet af hans purpur-saar,
Til dig at pleye ferdig staar.
2.
Op da, hver naade-hungrig siel,
Din søde Jesus veed saa vel,
Han dig kand give kraft igien,
Gak du kun trøstig til ham hen.
3.
Frygt ey for din uværdighed,
Din Jesus nok din jammer veed,
Gak, nyd din frelsers kiød og blood,
Saa faaer du styrke derimod.
4.
Ach! See, hvor han sig stiller frem
Saa hierte mild og angenem,
Han kommer ey mod dig til dom,
Ney dertil er han alt for from.
5.
Hvor kand din brudgom mod sin brud
Vel gaa til doms, og føre ud
Den af ham selv fuldendte sag,
End sige paa din æres dag.
6.
At han med trusels torden slaar
Blant mange som til alters gaaer
I verdens sind, som de er van,
Hvad gaaer det knuste hierter an.
7.
Du længes til din Jesum hen,
Han lenges efter dig igien,
Den begge siders længsel maa
Dog vist een nær forening naa.
8.
Betenk, at hvad dig ængster, alt
Tilhobe er af ham betalt,
Saa vær kun du en kierlig giest,
Og hold i aanden fryde-fest.
9.
Hans hierte staar i lengsels brand,
Hans øyne vinker, hvad de kand,
Hans arme favner efter dig,
Og munden raaber: kom til mig.
10.
Tag denne spise, den er sød,
Mit legeme i dette brød,
Der kand dit hierte smage, at
Din synd er gandske dig forlat.
11.
Kom drik mit eget blod i viin,
Thi jeg er din, og du est min,
Det er for dig et sikkert pant,
At du est min, at det er sandt.
12.
Det skeer fordi jeg har dig kiær,
Og med dig vil forbindes nær,
Dig giver jeg mig gandske hen,
Og vist vil have dig igien.
13.
O Jesu, søde Jesu, hvor
Er dog din kierlighed saa stor,
Hvad giør den søde himmelmad,
Hvad giør den dog mit hierte glad.
14.
Nu gaar jeg frisk, og trættes ey
At vandre paa den snevre vey,
Den trange stie har ingen trang
Paa mad og styrke til vor gang.
15.
Det blod, som flød for syndens gield,
Er i min siel en livets veld,
Det slukte vreden før saa vel,
Nu lædsker det min tørstig siel.
16.
Det flyder ind udi mit bryst,
Og drukner verdens vee og lyst,
Det flyder om mit gandske sind,
Og lukker til Guds have ind.
17.
Nu skammer sig den onde aand,
At buen brister i hans haand,
Da han min arme siel skal see,
Ved herrens bord saa mild at lee.
18.
Han har til mig slet ingen ret,
Min synd er reent forladt, forgiet,
Hans magt ey magter ved et haar,
Saa længe jeg i Jesu staar.
19.
Det giv mig da min frelsermand,
Som det allene give kand
At jeg i din forening maa
Til døden frisk og mandig staa.
20.
Jeg veed vel, det vil koste striid,
Og fienden giør nu meere fliid,
Men dette veed jeg og om dig,
At du skal aldrig slippe mig.
21.
Hielp, at jeg strider, som en mand
Mod all den deel os skille kand,
Og det ved dig til sidste striid,
Saa har jeg dig til evig tiid.