H.A. Brorson (1694–1764)

Saa gaaer nu sielens høytid an,

Vor JEsus med sit legems man

Og blodet af hans purpur-saar

Til dig at pleye færdig staaer.

2.

Op da, hver naade-hungrig siel!

Din søde JEsus veed saa vel,

Hand dig kand give kraft igien,

Gak du kun trøstig til ham hen.

3.

Frygt ey for din uværdighed,

Din JEsus nok din jammer veed,

Gak, nyd din frelsers kiød og blod,

Saa faaer du styrke derimod.

4.

Ach! see, hvor hand sig stiller frem

Saa hierte-mild og angenem,

Hand kommer ey mod dig til dom,

Ney dertil er hand alt for from.

5.

Hvor kand din brudgom mod sin bruud

Vel gaae til doms, og føre ud

Den af ham selv fuldendte sag,

End sige paa din æres dag?

6.

At hand med trusels torden slaaer

Blant mange, som til alters gaaer

I verdens sind, som hver er van,

Hvad gaaer det knuste hierter an?

7.

Du længes til din JEsum hen,

Hand længes efter dig igien,

Den begge siders længsel maa

Dog vist en nær forening naae.

8.

Betænk, at hvad dig ængster, alt

Tilhobe er af ham betalt,

Saa vær kun du en kierlig giest,

Og hold i aanden fryde-fest.

9.

Hans hierte staaer i længsels brand,

Hans øyne vinker hvad de kand,

Hans arme favner efter dig,

Og munden raaber: Kom til mig!

10.

Tag denne spise, den er sød,

Mit legeme i dette brød,

Der kand dit hierte smage, at

Din synd er gandske dig forladt.

11.

Kom, drik mit eget blod i viin,

Thi jeg er din, og du est min,

Det er for dig et sikkert pant,

At du est min, at det er sandt.

12.

Det skeer fordi jeg har dig kier,

Og med dig vil forbindes nær,

Dig giver jeg mig gandske hen,

Og vist vil have dig igien.

13.

O JEsu, søde JEsu, hvor

Er dog din kierlighed saa stor,

Hvad giør den søde himmel-mad,

Hvad giør den dog mit hierte glad!

14.

Nu gaaer jeg frisk, og trættes ey

At vandre paa den snevre vey,

Den trange stie har ingen trang

Paa mad og styrke til vor gang.

15.

Det blod, som flød for syndens gield,

Er i min siel en livets væld,

Det slukte vreden før saa vel,

Nu ledsker det min tørstig siel.

16.

Det flyder ind udi mit bryst,

Og drukner verdens vee og lyst,

Det flyder om mit gandske sind,

Og lukker til Guds have ind.

17.

Nu skammer sig den onde aand,

At buen brister i hans haand,

Da hand min arme siel skal see

Ved HErrens bord saa mild at lee.

18.

Hand har til mig slet ingen ret,

Min synd er reent forladt, forgiet,

Hans magt ey magter ved et haar,

Saa længe jeg i JEsu staaer.

19.

Det giv mig da, min frelsermand,

Som det allene give kand,

At jeg i din forening maa

Til døden frisk og mandig staae.

20.

Jeg veed vel, det vil koste striid,

Og fienden giør nu mere fliid,

Men dette veed jeg og om dig,

At du skal aldrig slippe mig.

21.

Hielp, at jeg strider, som en mand

Mod al den deel os skille kand,

Og det ved dig til sidste striid,

Saa har jeg dig til evig tiid.