H.A. Brorson (1694–1764)

JEsum seer jeg for mit Øye,

Som jeg ret skinbarlig stod,

Golgatha, paa dine høye,

Hvor man saae Guds hierte-blod,

Og med det jeg der kand see,

Med den pine, ach og vee,

Som Guds søn saa haardt bespændte,

Jeg mit hierte fuldt vil prænte.

Jeg vil alting nøye skrive

Paa mit hiertes tavle ind,

Hver en draabe blod skal blive

Trykt og stemplet i mit Sind;

Jeg vil see saa langt jeg kand

Ind i JEsu pines stand,

Og med bittre graad begrunde

Hvert et slag og blodig vunde.

JEsu! dine fødder bløde,

De som gik paa jorden før

Hver beængsted siæl i møde,

Dem at aabne livets dør.

Nu har naglens haarde staal

Fæstet dem ved dødens maal,

Der maa de i saadan svie

All vor frelses tid opbie.

Jeg min fod ved din vil sætte,

Holde ud i korsets tvang,

Trængsel skal mig ikke trætte

Paa den snevre livets gang;

Jeg har seet hvor fast du stod,

Til den sidste draabe blod,

Giv du mig kun mood og kræfter,

Jeg vil troelig følge efter.

O! hvor blive JEsu arme

Spændte ud med bødle-tvang,

Og i fiendens grum[m]e harme

Naglede til korsets stang,

O! hvad er den smerte haard,

Da de store nagler gaaer

Giennem disse reene hænder,

Og paa pine-bænken spænder.

De udspændte sener bryde

Satans stærke løve-tand,

Og de knuste aarer flyde

Til at slukke vredens brand,

Nu er dødens hele Magt

Og hans fæstning haardt belagt

Den korsfæste vil bekrige

Mørkheds fyrstes sorte Rige.

Hvad er det hans armes kræfter

Sprænges for af vee og værk?

Hvad er det han favner efter,

Da hans hierte slaaer saa stærk?

Det er dig han har saa kiær,

Dig mit hierte vil han nær

Til sit eget hierte drage,

Dig vil JEsus favne-tage.

Hvad man giorde ham for svie,

Og uhørlig spot og skam,

JEsu søde læber tie,

Gandske stille som et lam,

Beder stærk for hver mands siæl,

Som ham sloge selv ihiel,

Lindrer sødt sin moders smerte

Og en røvers knuste hierte.

Munden taler af sit hiertes

Store overflødighed,

Giennem all den svare smærtes

Galde flyder honning ned,

O du sukkersøde mund!

Dine ord til sidste stund

Vil jeg kysse, giemme, lyde,

Skal mig lede, styrke, fryde.

JEsu øynes milde miner

Alle sandser overgaae,

At han midt i alle piner,

Til en røver naadig saae,

Kiærlighedens taarer randt,

Til hans øynes Lys forsvandt,

Disse øjne maatte briste,

For han kunde mig ey miste.

JEsu brustne øyne lukker

Altid mine øyne til,

Naar mig verdens lysters sukker

Fra min Gud forføre vil,

Jeg har ingen lyst at see

Det som føder evig vee,

JEsu øyne mig har fundet,

Og mit gandske hierte vundet.

JEsu søde rosen-kinder

Falme hen i Afmagts sveed,

Torne-Kronens blod det rinder

Over dem i strømme ned,

Disse kinder kys min aand,

Klap dem med din troes haand,

Tak dem, at du nu foragter

Dødens skrek og sure fagter.

JEsu vunder kand jeg ikke

Regne allesammen op,

Seer man neppe dog en prikke

Fri paa lammets hele krop,

Dog vil jeg mig holde nær

Ind til hver af dem i sær,

Og hos hver en vunde sige:

Her er vej til himmerige.

Nu er det i sær fornøden

At mit arme hierte kand,

See i smerten og i døden,

JEsu hiertes bittre stand,

Nu vel an det aaben staar,

Ved hans sides store saar,

Hvo der vil, kand deri skue

Kiærlighedens stærke lue.

Hvor forfærdelig og meget

Underligt er dette sted,

Har GUds tempel ej sit eget

allerhelligste i fred,

Skal GUds helligdom og koor,

Hvor hans Guddoms fylde boor,

JEsu hierte, nu staae aaben

For de onde strids-mænds vaaben.

Hiertens allerkiærest milde,

Søde JEsu hierte, siig:

Hvorfor flød dit hiertes kilde

Dog saa meget lædske-riig?

Lod du det derfor ej skee,

At jeg udi all min vee

Skulde finde overmaade

Megen lædske, trøst og naade.

Saa skal JEsu hierte vide,

Som blev aabnet med et spyd,

At hans hiertes aabne side

Er mit hiertes hiertens fryd;

Her er rum og hierte nok

For den hele verdens flok,

O! gid alle hierters sinde

Dette hierte vilde finde.