H.A. Brorson (1694–1764)

Hvad er dog Paaske sød og bliid,

For dem, som kiende naadens tiid,

Og syndens jammer finde,

I JEsu aabne grav vi see,

At alle himle ad os lee,

Og seyers krandse binde,

Den dag,

Vor sag

Og elende

Fik en ende,

Da vor søde

JEsus han stod op fra døde.

For vore synder er han død,

Til vor retferdighed han brød

De sterke dødens porte,

At han opstod, det viser grandt,

At synden, gandske vist og sandt,

Er død og evig borte,

Vor nat

Er plat

Overvunden,

Og forsvunden,

Da vor søde

JEsus han stod op fra døde.

Han er opstanden, det er got,

Den grumme død til evig spot,

Som før saa mægtig bruste,

Han er opstanden, det er vist,

Det sorte riges magt og list

Vor kiere JEsus knuste,

Det ord

Skal, hvor

Jeg maae vanke,

Af min tanke,

Aldrig svinde:

JEsus kunde døe og vinde.

Han er opstanden, det er stort,

Og dermed er en ende giort

Paa all min vee og jammer;

Han er opstanden, det er nok,

Min grav, som var en fange-blok,

Er nu et brude-kammer,

All spee,

Suk, vee,

Dødens fagter

Jeg foragter,

Gravens Hvile

Synes ad mig nu at smile.

Nu er her vey til livets land,

Op alle! følger, hvad i kand,

Vor frelsere og hoved,

Han er opstanden, dette ord

Skal raabes høyt paa denne jord,

Han være evig loved,

Vær glad,

Guds stad!

Alle tunger

Raaber, siunger

Mod hinanden:

JEsus er, han er opstanden.