Aa, mit eget søde Pus,
hvor du fægter, hvor du spræller,
hvor du klukker højt af Fryd,
naar jeg musser dig med Kvasten.
Nu igen, og saa igen,
med den bløde Silkedusk.
Mussemus — lille Pus!
Mussemus — mit eget Pus!
Aa, hvor alt paa dig er sødt;
— fra de buttetrunde Arme
til din lille røde Hæl,
alt er lige til at spise.
Haps, nu tar jeg mig en Bid,
i din Nakkes bløde Fold.
Mussemus — lille Pus!
Mussemus — mit eget Pus!
Aa, du uskyldssøde Barn,
hvor jeg ønsker, hvor jeg beder
for din Sundhed, for dit Liv,
for din Fremtid, for din Lykke.
Alt, hvad godt paa Jord jeg ved,
ønsker jeg for dig og ber.
Mussemus — lille Pus!
Mussemus — mit eget Pus!
Du mit eget kære Barn,
— give Guderne, — jeg beder,
alt, hvad for din Mor blev Skam,
blive maa for dig til Hæder!
Alt, hvad Kummer blev for mig,
Fest og Fryd maa bli’ for dig.
Mussemus — lille Pus!
Mussemus — mit eget Pus!
Ak, mit Barn, hvad nytter Bøn,
og hvad nytter al min Stræben,
naar den sorte Ovn er kold,
og i Lampen Olien synker?
Tømt er Fadet, Skabet tomt,
og din Mor forgaar i Graad.
Mussemus — lille Pus!
— — —
arme, lille, stakkels Pus!!