Marie Bregendahl (1867–1940)

Bregendahl, Marie, født 1867, Forfatterinde. Født 6. Nov. 1867 i Fly ved Skive. Forældre: Gaardejer Peder Sørensen Bregendahl (1829–1906) og Ane Kathrine Christensen (1845–79). Døbt Sørensen, Faderen fik Navneforandring til Bregendahl 13. Dec. 1894, Marie Bregendahl 25. Okt. 1923. Gift 11. Juli 1893 i København med Forfatteren Jeppe Aakjær. Ægteskabet opløst 1900.

Marie Bregendahl stammer fra gamle jyske Almueslægter, af hvilke den Bregendahske Linie kan følges tilbage til den rige Møller Jens Feldingbjerg (f. 1724), hvis ældste Søn blev Ejer af Gaarden Bregendal. Hun er den ældste af otte Søskende, hvoraf den yngste ved sin Fødsel blev Moderens Død. Tidligt maatte hun derfor tage sin Del af Arbejde og Ansvar med Husholdningen paa den store Gaard. Sine første Indtryk af Poesi fik hun af Skolesangbogen, hvis Sange, især Bjørnsons, hun havde maattet synge for Moderen. I Ungdomsaarene blev Bjørnsons Bondenoveller hendes stærkeste poetiske Oplevelse. De for den danske Bondestands kulturelle og politiske Udvikling saa vigtige Aar omkring 1885 bragte ogsaa nye Strømninger til Fly (se »Den gamle Provst«). Marie Bregendahl blev grebet af det nye, men hun sluttede sig ikke til noget Parti, hverken Højskolebevægelsen eller den politiske Opposition. I sin aandelige Udvikling er hun gaaet sin egen Vej, ledet af et hemmeligt Kompas i Sjælen, sin Personligheds dybt rodfæstede Hvilen i sig selv. Det nye laa saa at sige i Luften; saaledes opdagede hun J. P. Jacobsen ved en Artikel i »Skive Folkeblad« om hans Død. Han betyder hendes første Møde med den moderne Realisme. I denne aandelige Gæring traf hun i Sept. 1886 den unge Jeppe Aakjær. Han førte hende med eet Slag ind i de moderne Strømningers Brændpunkt. I de nærmeste Aar blev Brandes, Strindberg og især Ibsen hendes aandelige Førere. Marie Bregendahl var ved denne Udviklingsgang ført uden for Rammerne af Slægtens og Fædrenehjemmets gammeldags Bondekultur, og det var i naturlig Konsekvens heraf, at hun tog sin Skæbne i sin egen Haand. I November 1886 rejste hun til Vrigsted Højskole (ved Vejle), først som Husholdningselev — i Realiteten Enepige —, sidste Halvaar som almindelig Elev. Hermed begyndte hendes Vandrings- og Trængselsaar, hvor hun tjenende sit Brød som Husholderske samtidigt arbejdede videre med sin intellektuelle Uddannelse. Til Bregendal vendte hun med Mellemrum tilbage som til sit faste Punkt. 1892 rejste hun til København, hvor hun aabnede et »jysk Pensionat«, som hun holdt gaaende i tre Aar. I Københavnsaarene begyndte hun at skrive, men en Tragedie og en Novellesamling fandt hun ingen Forlægger til. En lille Skitse, betitlet »Elviras Seng« — et Forsøg i Nansens og Esmanns lette Genre —, som hun 1897 fik tilbagesendt fra »Politiken«, indbragte hende en opmuntrende Udtalelse fra Edvard Brandes. Det var med en lignende Bagatel, »Da Katten løb med Frikadellerne«, at hun i »Vagten« (1900) debuterede som Forfatterinde. Men først i den næste Fortælling, »Ved Lars Skræders Sygeseng«, trykt i det af Aakjær redigerede »Jydsk Stævne« (1902), har hun fundet sit eget Stof: Hjemstavnen. Sin egentlige Debut fik hun med »Hendrik i Bakken. Et Billede« (1904), en psykologisk Skildring af jysk Almuesind, der er inspireret af Faderens særprægede Personlighed. Efter otte Aars Tavshed, i hvilke hun styrede Huset for en Broder og opdrog sin Søn, kom »En Dødsnat« (1912), der blev en afgørende Sejr for hende. Hun har siden levet kun som Forfatterinde, bosiddende i København 1901 og 1908 rejste hun i Norge, 1926 besøgte hun Berlin, Paris og London, og 1928 foretog hun for Tagea Brandts Legat en større Rejse gennem Tyskland til Italien. Men Rejserne har ingen dybere Spor sat i hendes Digtning, der helt holder sig paa Hjemstavnens Grund. En Cyklus af større Fortællinger (Romaner) og Noveller har hun samlet under Fællestitlen »Billeder af Sødalsfolkenes Liv«, der indledes med »Alvilda« (1914), hvorefter følger »Peter Guldgraver og hans eneste Ven« (1917), »Tre gamle Kvinder« (1918), »Blandt de Unge« (1919), »I Fest og Trængsler« (1921), »Mens Aarene gik« (1922) og det afsluttende Bind »Den gamle Provst« (1923). Af den mere spredte Novelledigtning, for en Del Lejlighedsarbejder til Aviser og Tidsskrifter, kan fremhæves »I de lyse Nætter« (1920), »Thora« (1926), en større Enkeltfortælling og »Med aabne Sind« (1926). — I Modsætning til den hende nærmeste Gruppe af Hjemstavnsforfattere er Marie Bregendahl uden social Tendens. Hun skildrer aldrig Nutidsbonden, men Almuelivet endnu hvilende i sig selv; 1885 danner Tidsgrænsen ikke blot for Sødalsbøgerne, men for hele hendes Digtning, der i Virkeligheden udgør een sammenhørende Række af »Billeder« af en Egns — Fjends Herreds — Liv i Mands Minde, gamle og unge, fra Provstens og Jægermesterens ned til Sognets fattigste, i Fest og Trængsler. Alt tager Sigte paa Karakterskildringen. Marie Bregendahl afstaar fra Romanens Spænding og komponerede Handlingsgang for at give Fortællingen Ro til rent at »spejle« Menneskene. Naturbeskrivelser og kulturhistoriske Skildringer af Sæd og Skik faar ikke Lov til at brede sig for deres egen Skyld, men danner Virkelighedsgrundlaget for Figurerne. Hun er dybt beslægtet med Blicher ved sin Evne til at fylde Hverdagsskildringen med Kraften af det store almenmenneskelige (»En Dødsnat«, »Tre gamle Kvinder«).