Ja, du er mit Barn, du lille Dreng,
du er Kød af mit og Blod af mit.
Du er knyttet til mig med en Streng
stærkere end den, som Saksens Snit
klipped over, da jeg fødte dig.
Du hos mig har suget Livets Saft,
jeg har baaret dig i al den Tid,
da du samled bravt paa Mod og Kraft
til at komme gennem Fødslens Strid,
og du laa og tynged i mit Skød.
Ak! mit Barn, hvad følte ikke jeg,
da du hjælpeløs og Lyset ræd,
rød og nyfødt blev lagt ind til mig,
— lig en Fugleunge dunløs spæd,
der fornys har sprængt sin Æggeskal.
Du mit eget lille spæde Barn,
med dit Komme følte jeg, at alt
i mit Liv, min Verden ændret var,
Dag i Dag forandret var totalt
fra den Dag, den Tid, der hed: Igaar.
Nu var Ungdomsdansen danset ud,
Livet stilled sine Alvorskrav.
Til mig lød det Moderskabets Bud:
Glem dig selv — du har et lille Barn.
Dybt alvorlig, ømhedsspændt jeg lytted.
Men saa ved jeg da, at noget her
er der, som urokkeligt staar fast:
— Hvad med dig og mig i Verden sker,
hvor vi hvirvles om for Skæbnens Kast,
saa er du min Søn, og jeg din Mor!