Oh, Moder Jord,
vaagn op af din Slummer,
kast Isdynen af dig,
og det kolde, hvide Lagen!
— Du har sovet saa længe, Moder Jord,
alt for længe har den varet, din tunge Vintersøvn.
— Se, Nattens Mulm er taget af, Moder Jord,
se, Døgn for Døgn svinder Mørketiden bort;
se, Lyset er kommet tilbage
og de gode, lange Dage;
— og det Blink, som Solen kaster
mod vor frosne Rudes Rim,
det har Straaler, der forjætter —
— Vaar forjætter Solens Straaler.
Oh, Moder Jord,
se, her staar vi om dit Leje,
frysende og ventende
og spændte af Forlængsel.
Hvor er Brisen, Moder Jord,
mættet af Grødeduft og Muld,
som vi er vante at fornemme
paa den Tid, vi kalder Jævndøgn,
— paa den Tid, da vi kan vaagne
Martsmorgen henad Fem
og se Dagens Lysning sive ind i Kamret?
Hvor er den grønnende Sæd, Moder Jord?
Hvor er de spirende Blomster, Moder Jord?
Hvor er den gule Følfod
paa Grøftekantens Skrænt,
og den lille hvide Lilje,
vi er vante at finde
i Læ indunder Havens høje Hæk?
Sne finder vi, Moder Jord,
og en alt Liv lammende Skorpe af Is;
men af Spirer og Blomster ikke Spor,
— ikke Spor!
For vor Rude sidder Spurven
tigger bønligt om en Krumme;
der er ingen Mad at finde
for en lille sulten Fugl;
— og i Stalden strækker Koen,
vakt af Solens Glimt paa Væggen,
Mulen mimrende i Vejret,
brøler mod den stængte Glug;
— brøler ud sin syge Længsel
efter Grøde, efter Vaar,
efter Græs og grønne Vange.
Og vi, dine Børn, Moder Jord,
— aa, hvor vi længes imod Foraar!
Vort Sind bliver pirreligt og sygt,
— som den kuldesprukne Hud paa vore Hænder —
om vi evindeligt skal staa og stirre
paa dit Lagen af Sne, Moder Jord,
og paa alle Tings isnende Død.
Oh, Moder Jord,
vaagn op af din Slummer,
kast Isdynen af dig
og det kolde hvide Lagen!
Hør os Moder Jord!
Hør vor ømme Bøn!