»Det er svært saa det fryser om Dagene, nu.«
»Ja, det er Vinter igen.«
»Det er svært saa det hvidner paa Tagene, du.«
»Ja, det er Sneen, min Ven.«
»Og se, hvor der danner sig Blomsterforhæng
paa Ruden af Rim og Frost,
og Vinden har rejst sig saa barsk og streng,
og drejet sig stik i Nordost.«
— »Ja, den er stik i Nordost.«
»Og Nætterne de er saa lange nu,
og Dagen saa mørk og kort;
og Tankerne bliver saa bange, Du,
nu Solen har vildet sig bort.
Aa, hør hvor det klamrer med Forstuens Dør,
og rusker i Vindfløjens Hat.
Aa, hør hvor det jamrer i Skorstenens Rør
og puster om Gavlen i Nat.
— Huh! det tuder om Gavlen i Nat!«
»Vi kan varme vor Ovn, vi kan tænde vort Lys,
vi kan stænge for Frost og Sne.
Vi kan lune med Dyner vor bløde Kabys,
saa glemmer vi Vintrens Ve.«
»Nej!
Det er ingen Trøst, det gi’r dobbelt Uro,
at vi har det blødt og lunt.
Vi ved jo, der savnes baade Brød og Bo,
og andre i Nød gaar rundt.
— Oh! det fryser, det fryser i Nat!«