Det var i Uvejr, at vi fandt hinanden.
I Storm og Skibbrud hun til mig sig klamred.
Da Havet fraaded og da Stormen jamred,
jeg hende greb og svømmed ind til Stranden.
I Kamp og Fare, mens mit Hjerte hamred,
som tændt af Lyn, der faldt, min Elskov fødtes.
Saa mørk var Himlen, dengang først vi mødtes.
I Fare saa jeg hende først, i Farer,
i Smertens Luer har vor Elskov levet.
Mon det er Ilden, som dens Liv bevarer?
Sortlokkede, min Fylgje er du blevet.
For mig til Daad og Kamp og Kval at vie
dit Navn blev ind i mine Stjerner skrevet.
Ud af min Kurs de Stjerner har mig drevet,
og Storm og Uvejr atter Skibet tumle,
mit Sejl, mit sidste Haab, er sønderrevet,
og Havet aabner sig, det rædsomtskumle.
1871.