Naar Kraft og Lune synke,
naar Mismod hen dig river,
og vanskeligt det bliver,
dig ikke selv at ynke:
da sig: Jeg vil ej klynke.
Paa Hænder højt at bæres,
i Bomuld blødt at ligge,
det lærte mig dog ikke,
hvad bedst i Modgang læres,
hvad jeg har lært: at taale,
mit Tab med Ro at maale
og føle som de Kække,
hvem intet Slag kan knække.