Foibos! du ler, o min himmelske Fader,
Foibos, du ler;
ser, hvor jeg raser, jeg kæmper og hader,
ser det og ler;
ser, hvordan Bjerge af Daarskab sig taarne
rundt om dit Barn,
ser, at jeg ret som en fraadende Orne
snæres i Garn;
ser, at jeg saares og strider og atter
fanger et Saar,
ser, hvor jeg segner, og ikkun med Latter
Fjenden du slaar! —
Ser du da da ikke Forvirringen sejre,
ser ej min Ve?
Dumhed og Ondskab omkring mig sig lejre.
hvor kan du le!
Ak! jeg forstaar dig. Naar Livet besejres,
kvæles i Vrævl,
bliver hver Galskab saa gal, at den vejres
hen som en Trævl.
Ja, du har Ret, over Jorden lad bruse
Narrenes Skraal,
lad dem i Sejrens Pokal sig beruse
naa deres Maal!
Stærkt er de Aandløses Aand i Ekstase
nu mod dit Hvælv.
Engang vil selv de Forblindede rase
dumt mod sig selv.
Da vil din leende Sol sine Straaler
slynge mod Jord.
Da det ej nytter, at Galskaben skraaler
dobbelt saa stor.
Da vil du smilende bruge din Bue,
bruge din Magt
da vil den sprællende Dumhed du kue
taust, med Foragt.
Da ville Narrene skrige sig hæse
over din Glans,
da vil din Storm fra hverandre dem blæse
rundt i en Dans.
Da vil jeg selv for hvert Skud, som du skyder.
le som nu du.
End kan jeg ej; thi i Aarerne syder
det mig endnu.
1858.