Sig, har du følt det, Elskede, at stærkt
min Sorg og Nød er traadte nu i Skygge
Alt er som før, men ud af alt det Stygge
min Sjæl, mit Jeg er gledet uformærkt,
og uforstyrret, midt i Dagliglivet,
jeg bær’ de Skatte, som du mig har givet.
Hvorfor saa straalende jeg just saa ud,
forleden spurgte mig en Ven herhjemme.
Jeg tav. Men i mig raabte højt en Stemme
en stærk, fordi med mægtigt Gennembrud
jeg fra en Automat er omskabt til
en Aand, som føler, elsker, véd og vil.