En Tak til Borgens Frue, hvis sværmeriske Sjæl
deler Kamp, deler Fryd, deler Sorger med mig.
en Bøn om bedre Dage for den søde!
Paa Krybet, der hvisler, sætte hun sin Hæl,
aande frit, tænke kækt, vandre let, o at hun ej
paa Vejens Sten sin spæde Fod maa støde!
Jeg fandt ej hendes Lige, saa vidt jeg flakked rundt.
Hjertets Ild, Blikkets Glans, hin Begejstringens Skat,
som ikkun Trylleordet kunde hæve.
Hun trives, hun vokse, hun lide intet Ondt,
tage til, vinde Kraft, faa engang Lykken fat
og takke Gud med Læber, som bæve.