Giv, at det mørknes engang i mit Sind,
giv mig at tro!
Udsluk Fornuftens Lys, gør mig blind,
giv mig Ro!
Du, hvem Tanken besvor, der af Tanken maa stige
lutret, som ubevidst Væsen, ved mig dig bevidst kun
Har dine Love du sprængt, har du kløftet dit Rige
har til Moses du talt, blev du født som et Barn, skal
Sligt jeg tro, da vær naadig og giv mig en Frist kun!
Frist! hvilket Ord! Hvem er Frist vel forundt?
Kød er jo Hø.
Vist er kun ét: vi skal dø. Hvert Sekund
kan vi dø.
Hør da mit Raab, mens jeg lever! (ifald du forstaar det)
Se barmhjertigt til mig! (ifald du formaar det)
Vredes ej for mit Ord! (hvis du kan det fornemme)
Glem i Naade min Tvivl og min Trodsen! (ifald du
ellers véd, hvad det er at erindre og glemme).
Januar 1862.