I hellige Muser, begejstrende Ni!
Hvem i al Verden er grum som I!
Med dæmpede Toner og lokkende Spil,
med Ord, der i sangrige Takter falde,
den unge lyttende Sjæl I kalde
fra Dvale til Drøm, og i Drømmene til
Flugten mod Eder alle.
Da vugge I mildt den og daare den huldt.
Af salig Berusning det Bæger er fuldt,
af hellige Kilder den Drik er øst,
som den drikker hos Eder; dens Vunder læges,
hele dens Liv i Musik bevæges.
Fra jordiske tyngende Lænker løst
i henrykt Lykke den kvæges.
I Musens Kys er Forjættelsen dulgt
at Kysset paany af et Kys bliver fulgt
og Den, som engang har dets Sødme smagt,
aldrig i Livet at glemme det mægter,
evigt i higende Længsel smægter.
Ak! paa Skrømt har i Kysset hun lagt
Løftet om Kysset, hun nægter.
1861.