Du bitre Latter! kom og trøst mig nu!
I Ord at tolke Kval jeg aldrig mægted
og Sangens milde Velklang blev mig nægtet.
Latter! jeg trænger til dig, kom da du!
O var det Alt, at hvad min vilde Hu
mest attraar, støder bort mig, da jeg fægted
alene Kampen ud og Sorgen ægted
og tyede til Taarer uden Blu.
Men at en Flok, jeg væmmes ved og hader,
paatvinger mig sin vamle Kærlighed,
og fordrer Gunst og Tak og milde Lader —
vil kæmpe med om hvad den selv ej véd,
slaa med mig for hvad selv den aldrig fatter —
derfor du trøste, du min bitre Latter!
1860.