Anders Christensen Bording (1619–77)

Ak! Amaryllis har du slet

      Forladt de Skove mange,

Dem jeg tilfulde kiende ret,

      Nu fremmed Vej vil gange,

            Tænker du ej,

            Lius for min Vej,

      Hvor hart Myrtillo sørger

      Og daglig om dig spørger?

Om jeg de Enge skiønt om Nat

      Bedrøved giennem ganger,

Jeg føl dog, hvor din Magt har fat,

      Dog dig i sigt ej fanger,

            Vel findes du

            Andensteds nu,

      Og kand mig dog tiltvinge

      En Klag-Sang dig at siunge.

Min Elskov skiøn, vel veedst du det,

      Jeg ej fra dig kand være,

Er det din Lyst jeg mig skal slet

      Til Døden henlevere,

            Vel an gesvind

            O Hyrd-ind,

      Som du vilt, er jeg reede

      Den sorte Grav at klæde.

Jeg Himlen falder daglig paa

      Til Vidne ov’r min’ Taare,

Med’ns jeg steds intet andet maa,

      End til dig længes saare,

            Med Suk og Skrig

            Kiere uden Svig,

      Kom hielp mig, at jeg vinder

      Priis af de Hyrd-inder.

Lad blive Amaryll vidt hen

      De Skove, som de ere,

Kom over Klipper, Bierg’ og Steen,

      Ov’r Flod og Mark spadsere,

            Kom hid saa fag,

            Før Elskovs Aag

      Mig gandske undertrykker

      Og jammerlig bortrykker.

Og kandst du ej saa haftelig

      Afvende slet min Smerte,

O! du mit Lius, jeg beder dig,

      Lad dog udi dit Hierte

            Mig eene vær’

            Begravet der,

      Saa skal jeg ej fortryde

      Fraværels’ din at nyde.

Dismidlertid lev i god Fred,

      Og om dig nogen spørger:

Hvort hen? saa siig: til Skoven ned,

      Der som Myrtillo sørger,

            Ham maa jeg see,

            Ak kand det skee

      Min Væ og Længsel leede

      Blev da vendt til klar Glæde.