Anders Christensen Bording (1619–77)

Bording, Anders Christensen, 1619–77, Digter og Journalist. F. 21. Jan. 1619 i Ribe, d. 24. Maj 1677 i Kbh. Forældre: Lægen Christen Lauridsen B. (1578–1640) og Ingeborg Klyne (1593–1668). Ugift.

A. B. blev Student 1637 fra Ribe og slog sig derpaa en Tid ned i Kbh., hvor han tog Attestats, men i øvrigt skrev Vers, f. Eks. »Studenters Rentekammer«, hvori man allerede lejlighedsvis ser Boheme-Naturen ytre sig. Hans Skæbne i den nærmest følgende Aarrække kendes ikke i Enkeltheder, men efter Faderens Død har han vistnok maattet klare sig selv og har i lange Tider ernæret sig som Informator for unge adelige, først i Kbh., siden paa forskellige jyske Herregaarde. Paa Stadsgaard (nu Constantinsborg) ved Aarhus skal en Del af hans Hyrdedigtning være blevet til. Omkring 1647 har han i et Par Aar opholdt sig paa Brusgaard ved Randers, hvor han til sine »Discipelinder«, Fru Elsebe Juels Døtre, skrev den smukke Julesang »Ørnen med sin’ lette Vinger flyver højt i Luften hen«, og til Fru Elsebes Søster et større Digt »Scutum Gynæcosophias eller Lærde Qyinders Forsvar« (1647), hvori han gør sig til Talsmand for Kvindernes Emancipation. Senere opholdt A. B. sig hos sin ældre Broder Laurids B., der var Præst i Ulvborg ved Nissum Fjord. Hans Jyllandsophold maa dog 1653 have faaet en Afbrydelse, eftersom han i dette Aar disputerede for Magistergraden ved Sorø Akademi; n. A. var han atter hos Broderen, stadig dyrkende Poesien, men hans Ry var nu saa stort, at den kendte Mæcen, Rigsraad Tage Thott tilbød ham Ophold hos sig paa sine Godser i Skaane. Den behagelige Tilværelse her varede dog kun nogle faa Aar. Tage Thotts Død 1658 og Svenskekrigen afbrød hans Herregaardsliv, og han stod atter med tomme Lommer i Kbh., hvor han i nogle Aar vistnok har maattet slaa sig igennem ved at skrive Bryllups- og Begravelsesvers paa Bestilling. 1662 udnævntes han til Rektor ved Latinskolen i Slangerup, men opgav allerede n. A. Embedet, som næppe har passet for hans Evner og Tilbøjeligheder.

I flere Digte som »Forhaabnings og Forhalings Griller paa mig selv og min tynde Lykke satyrisk-viis indvend« og »Sende-Brev til Rentemester Christopher Gabel«, begge fra 1663, skildrer han i spøgefuld Form sin subsistensløse Forfatning og søger om et nyt Levebrød, hvilket han opnaaede n. A., idet han fik et Præbende ved Ribe Domkirke, hvormed var forbundet Sognekaldet Vester Vedsted. Heller ikke dette Embede kunde han finde sig til Rette med mere end et Aar. Han vendte tilbage til Sjælland, har muligvis en Overgang opholdt sig i Helsingør og er fra nu af professionel Digter, den første, om hvem vi ved, at dansk Poesi har kunnet føde ham. At Levevejen kunde blive forholdsvis solid, skyldtes, at det i Sommeren 1666 overdroges ham med kongelig Understøttelse at udgive en dansk Avis paa Vers. Hvad der kendes af tidligere Forsøg paa periodisk Presse i Danmark, er altsammen skrevet paa Tysk, og først 1672 begynder de danske Aviser paa Prosa; A. B.s Blad »Den danske Mercurius« er altsaa banebrydende. Noget udenlandsk Forbillede til et versificeret Maanedsblad i den Form, som A. B.s »Mercurius« fik, kendes heller ikke. Om det er A. B. selv, der har faaet Ideen, eller om det er fra Hoffet, Initiativet er udgaaet, vides ikke, men det formodes, at Peder Schumacher har haft en Finger med i Spillet. Udgivelsen begyndte i Aug. 1666 med et Nummer omfattende Juli Maaneds Begivenheder, efter at A. B. Maaneden forud havde udarbejdet et Prøvenummer, der ikke blev trykt, men formodentlig er overrakt Frederik III. i Manuskript.

Meningen med »Mercurius« har ikke været, at den skulde forsyne Hoffet med Nyheder, thi herfor sørgedes der ad anden Vej, men Bladet skulde være et Regeringsorgan til Paavirkning af den offentlige Mening. De Bestanddele, der markerer Bladets Tendens, forefindes væsentligst i Afsnittet »Danmark«, hvormed hvert Nummer aabnes, og som i det hele taget er det, der sætter det afgørende Præg paa Avisens Fysiognomi. Hofnyhederne dominerer, navnlig under Christian V.s Regering, og alt hvad der kan tjene til Monarkens Forherligelse, gøres til Genstand for underdanig og beundrende Behandling, ligesom enhver Regeringsforanstaltning lovprises. Men desuden spænder Bladets Reportage over et særdeles forskelligartet Stof, saa at de allerfleste Sider af det danske Samfundsliv paa en eller anden Maade afspejler sig i Avisens Spalter; ej heller det lette journalistiske Kauscri over Dagliglivet savnes. Hertil kommer saa det udenlandske Stof, der er hentet fra fremmede Blade og ordnet efter de paagældende Landes geografiske og politiske Nærhed. Hvad man i høj Grad maa beundre ved A. B. som Journalist, er hans Evne til at variere i det uendelige. Ofte skulde de samme Ting, ikke mindst den obligate Hyldest til Kongen, med kortere eller længere Mellemrum gentages paa en ny Maade, dog stadig i samme Versemaal. Alene den samlede Sum af henved 15.000 Alexandrinere, leveret Maaned efter Maaned uden en eneste Afbrydelse i mere end et Decennium, aftvinger Respekt. Selv da den kongelige Understøttelse bortfaldt 1670 ved Frederik III.s Død under den sædvanlige Tronskifte-Nedskæring, holdt han »Den danske Mercurius« gaaende lige saa punktlig i over to Aar, indtil en ny Bevilling opnaaedes. Dette viser os, at han har formaaet at skabe en Læsekreds, som, for en Stund i alt Fald, har været i Stand til at bære Bladet. Fra 1672 er dets Tilværelse atter betrygget med et aarligt Tilskud paa 250 Rdl., og med dette Rygstød har han fortsat Virksomheden saa nær til sin Død, at der endnu 1. Maj 1677 udkom et Nummer. Med hans Død maatte Udgivelsen ophøre; ingen var i Stand til at løfte Arven efter ham.

»Den danske Mercurius« er rent versifikatorisk set en for sin Tid imponerende Præstation, og den har haft stor Betydning ved at bringe dansk Poesi ud til et langt større Publikum end det, der ellers interesserede sig for Digtekunst, men den fulde Storhed af A. B. som Digter viser den os ikke. Ofte har Versene skullet leveres i stor Hast, langtfra alt Avisstoffet har virket inspirerende, og navnlig det aleksandrinske Metrum virker i Længden trættende. I sin øvrige Digtning, hvor A. B. ikke har været saa bundet af Versemaalet, udfolder han sig friere. Ogsaa her kan han anvende Aleksandrineren, til Tider endda med stor Virkning, men den firfodede Jambe med Krydsrim er dog hans Yndlingsmetrum, som undertiden fortrænger Aleksandrineren, endog i Digte til Kongehuset, hvor man ellers skulde vente den højtideligste formelle Anstand iagttaget. Hans Lejlighedsdigtning er derfor, skønt den nu og da lider under den samme Mangel paa virkelig Inspiration som »Mercurius«, rigere i Modulationen. Stilhistorisk staar den paa et lykkeligt Mellemstadium, idet den har frigjort sig fra den foregaaende Generations Ubehjælpsomhed og tilegnet sig Barokpoesiens Virkemidler uden dog at skæmmes af denne Stils senere, outrerede Udtryksformer. Man forstaar godt den Beundring, Samtiden har næret for hans Talent som Lejlighedsdigter, og i al Professionalismen maa ogsaa Nutiden nødvendigvis anerkende hans Opfindsomhed, Frodighed, Variationsevne og tekniske Dygtighed. Foruden at passe Lejlighedspoesien fik A. B. ogsaa Tid til at dyrke den frie Digtning, og heri kommer hans bedste Egenskaber frem. Hyrdestilen, som var Datidens selvfølgelige Udtryksform for Natur- og Elskovspoesi, formaar han ofte at behandle med frisk Umiddelbarhed og uden Affektation, saa at hans Følelser kommer til Orde jævnt og ligefremt i al deres Oprindelighed trods den pastorale Iklædning. En anden Side af hans Natur udfolder sig i hans Drikkeviser, f. Eks. den bekendte »Frisk op, naar Dievlen giør sig vred«, hvor Bohemen slaar sig løs i forsoren Livsglæde. Endelig indtager det store Digt om Phaéton en Særstilling som en Blanding af et pompøst mytologisk Poem og en humoristisk-moraliserende Bondevise; det er et af A. B.s mærkeligste Arbejder. Heri føles Paavirkningen fra Ovid, den af de klassiske Oldtidsdigtere, som har haft størst Betydning for ham. Af danske Forgængere omtaler han Arrebo med Beundring, og af udenlandske Forbilleder, han har studeret, nævner han selv Hyrdedigtere som Philip Sidney, Jacob Cats og Honoré d’Urfé, foruden Johann Rist og Martin Opitz, hvis Fordringer til Poesiens metriske Regelbundethed han som oftest har overholdt. Af A. B.s efterladte Kladder ses, at dette har kostet Møje, ligesom at hans Vers ikke er flydt let fra Pennen, men først har opnaaet deres Utvungethed og Gratie ved omhyggelig Gennemarbejdning og Affiling. Disse Anstrengelser har ikke været forgæves. Det er lykkedes ham at hæve Dansk til fuld Højde med det samtidige Tysk som poetisk Udtryksmiddel. Hans Sprog er i sjælden Grad frit for Fremmedord og har med Held hentet Kraft fra hjemlige folkelige Kilder som Ordsprog og gamle danske Ord.

Efter sin Død blev A. B. for den følgende Generation staaende som det uopnaaelige Forbillede, »den store danske Poet, hvis Lige Danmark aldrig saae for hans Tid og vel neppeligen skal faae at see efter hannem« (Fr. Rostgaard), og før Brorson og Stub oplevede man heller intet tilsvarende Fremstød i dansk Poesi. A. B. dannede ikke nogen egentlig Skole, men har ved sin Digtning stemt Fordringerne til dansk Poesi mange Grader i Vejret. Som den Sprogets Herre og Mester han var, indtager han en ærefuld Plads i Rækken af den danske Digtekunsts Klassikere. — Udgave: Poetiske

Skrifter (ved Peder Terpager, Fr. Rostgaard og Hans Gram) 1735