Jeg er Blæsten, som bringer Bud til Eder i fremmede Lande, som længes hjem.
Jeg er i Dag en 10 Meters Østenvind, som vandrer over Skaane, Sjælland, Sundene, Fyn og Jylland, hvor min Langfart over Nordsøen, England og Atlanterhavet begynder.
Jeg er det hvirvlende Univers, Luftens Horder af mankeflagrende Heste, der tumler sig paa Solens gyldne Sletter. Jeg flænger Skyerne, laser dem, eller jeg ende vender dem i fantastiske Formationer, der er ligesom Sporene af mit hensvnsløse Ridt.
Kommet til dig, o Danmark, jager jeg tørstende henover din Skove, prøvende dine stærke Bøges Styrke, vædrende dine Huses Gavle, bydende dine Møllers Vinger til titanisk Dans, pressende mine barske Kys paa dine Sundes bølgende Bryst, dine Fjordes smilende Munde. Jeg spejler mine søndrede Skyer i dine Søers urolige Spejl. Jeg rejser Støvtyfoner paa dine Landeveje. Jeg herser med dine Tjørnehegn, regner Blomster ned, Hvidtjørn, Løvetand, Æbleblomster, Valmuer, Guldregn og Syrener. Jeg gør de frodige Agre til gyngende Oceaner af Grønt og Gult. Jeg rusker barbarisk i dine Roser, flaar Ribsene af dine Buske, tørrer din Jord og bringer den paa Vandring som flyvende Sand. Jeg mætter mig med Hensynsløshed, gotter mig over min barbariske Vælde. Jeg tuder dit Folk Ørene fulde af Sommerkulde og Tørke. Jeg driver mit Spil i de blæsende, tordnende Nætter. Jeg beruser mig i min rasende Magt, til jeg ser dine Træer forrevne, dine Rosenhække plyndrede, og dit gyldne Korn hvidt af Tørke.
Da bliver jeg træt og forbarmes.
Jeg sagtner min Fart, bliver varm af Ømhed og Medgørlighed, fuld af søsterlig Anger imod Landet.
Jeg lader Regnen falde som milde Kærtegn over de udhungrede Haver, de vansmægtende Marker, Vejenes udhviskede Spor. Jeg kysser i et sagte Fald af Draaber de hærgede Hegns modløse Blomster, til jeg ser Landskabet smile i Ligevægt. Jeg sænker mig som en lun Væde over Bøgenes forkomne Blade. Mine Draaber stryger Stænglernes tynde Arme, Bladets dunede Kind. Jeg angrer, jeg angrer. Jeg græder af Hengivenhed over det unge, grønne Land. Min Regns Rislen kalder Somren frem i Skovene.
Og min Graad og min Væde, min Hvile og min Venlighed, henvender sig til Rugen og Havren, Roerne, Roserne, til Hylden og alle Hækkene, til Svalen, Myggen, Sommerfuglen, til Lærken og Solsorten, til Ribsene, Salaterne, Porrerne, alle Løgene og Radiserne, til Kløveren, Kvæget, Duerne, Svanerne og alle Lundes fløjtende Sangere, til Skovmærket, Jordbærret, til Okseøje, Slangehoved, Følfod, Syre og alle Gedebladsblomsterne, til Bregnerne, til Mosset, til Egen, Elmen, Kastanjen, Asken, Bøgen og Bøgen igen. Tilsidst til Heden og de smaa Bær.1
Jeg bringer Ro over Vandene. Sundene aander roligt i den blaa Fred, Folket elsker. Jeg kalder Sværmerne til deres Baade, de der elsker at ligge i vaagne Drømme paa et Dæk og føle de moderlige Kyster nær —, de der elsker at tale dæmpet og tro til deres Venner, til deres Elskede, de for hvem det er hele Verden at lægge sin Arm om en fin og slank Lænd — dem kalder jeg ud til den blaa Nat, Havblik og Stjerner, til alle Somrens uendelige Drømme.
Jeg vækker Sangerne. Jeg fylder Landet med Nynnen og mumlende Vellyde, Insekters fine Musik, stille Sopraner. Lytten.
Jeg skaber i Aftnerne en sagte Symphoni af Cyklisterne . . .
Jeg lader Søerne lyse som blaa Øjne mod Solen. Jeg lader Vejene befærdes af sunde, agende Bønder, Høstfolk, Landpostbud, Birkekommeren. Jeg kalder barbenede Smaabørn frem i Landsbyerne, Børn med gult Haar, hvide og røde Kjoler, og solbrændte Arme. Jeg lader gamle Folk sidde uden for de kalkede Huse og drøfte Vejret, spejde efter Ungdommen. Jeg skaber Mildhed i Hjerterne, Smil, stille Tale og tavs Glæde. Jeg skaber Haandtryk, Ønsker, Haab og hemmelig Længsel.
Jeg hviler længe i Billedet af det stille, syngende og blomstrende Land. Jeg lader mine Skyer samle sig og blive til Bjerge.
Jeg mætter mig med Ro, styrker mig i Duften af alle Haver, alle Marker og Hegn, alle Skove. Jeg lader L æ rken sole sig paa sin Tinde af Toner, Svalerne trække som Aeroplaner gennem Luften. Jeg lader Solsorten, Droslen og Nattergalen fuldende et vemodigt Elskovskvad. Og i Skovens inderste Dunkelhed lader jeg Skovduerne kurre om Danmarks Skæbne igennem Aartusinder . . .
Jeg hviler mig. Jeg nyder min egen Vindstille. Jeg samler Kræfter. Nye Kræfter til min Langfart.
I lang Tid elsker jeg Landet, ser overalt den naadige og blomstrende Sommer, ser Agrene gro. Hører de fredelige Fugle, hører Folkets Nynnen, og sagte Sang, ser Aftnernes Stilhed, Skønhed, Nætterne.
Da rejser jeg mig en Morgen fra den duftende Eng, nu mens alle sover, nu mens Solen kommer og alting herhjemme tier i Lykke. —
Da er det jeg maa rejse. Thi jeg har Bud til Eder i fremmede Lande, som længes hjem . . .
Jeg blæser op, suser tungt, slipper Klitterne, hvis Marehalm jeg stormende kysser til Farvel. Jeg stævner ud over Nordsøen med Danmark i Favnen.
England.
I Danske i England, Northcumberland, Scotland og Irland, mærker I Duften af Sjællands Skove, af den hjemlige Røg fra Skorstenspiberne, en Aroma af grønne og salige Enge?
Videre. Atlanterhavet. Jeg løfter mig højt. For nu gaar mit Bud viden om Verden.
Jeg vil opsøge en Mand i Minnesota, som er fra Taps i Sydjylland. Jeg vil opsøge hundrede Danske i Dwight, Illinois, som alle er fra Vendsyssel, Tannis, Løkken, Tolne og Sindal. Jeg vil opsøge alle rastløst arbejdende og trællende Danske i Chicago, New York, Boltimore, San Francisco, Vancouver og Seattle. Jeg vil lede efter de tusinde Farmere i Nevada, Mexico og Californien, de hundrede Tusinde i Colorado Nebrasca, Canada, Pennsylvanien, som alle er »derhjemmefra«, til dem vil jeg komme strygende om deres Kind, hviskende i deres Øre:
Mærker I Duften af Danmarks Skove? Denne Vellugt er strømmet fra Skovbunden under Sjællands Bøge. Denne syrlige Aande kommer fra Vildmosen, fra Æblehavernes unge Frugter, fra Stikkelsbærbuskene. Denne Blomsterduft er det fjerne Kys af Barndomshjemmets Have . . . Genkender I Eder selv som Børn? Som Smaa, der pludrede og puslede sorgløse paa Hjemmets Tærskel . . . I løfter alle Hovedet og lytter, drager fortumlet den dyrebare Aande, og mærker hvor Eders Hjerter hamrer af Længsel,
Dette er til Eder i det Fremmede, et Pust fra de blaa Sunde de mo derlige Kyster, Fjordenes smilende Munde. Jeg har i min duftende Favn en Anelse af Hvidtjørn, Løvetand, Æbleblomster, Valmuer, Guldregn og Syréner. Sé, den er til Eder. Jeg bringer Bud fra Roserne, Ribsene, Roerne, Rugen og Havren og alle de idylliske Hegn. Dette er et Pust fra Følfod og Syre, fra Kløver og Korn og Sommer i Danmark. Fra Heden og de smaa Bær. Hører I de sagte Sange, Nynnen, og Myggenes fine Musik? Hører I den hjemlige Lyd af Lærken, Solsorten, Droslen, Duerne og Svalerne? Hører I Gøgen i Eders Barndoms Skove?
Du Dreng fra Salling, Thy, Ærø, Langeland, Himmerland, du som træller paa Nevadas vilde Farm, hungrer dit Barnehjerte hulkende hjem? Brænder dit Blik i Hjemveens uovervindelige Feber, mens du stirrer efter Synerne i dig selv? Du modne Mand i Canadas Skove, vender du din barske, slidte Kind mod Øst for at lytte efter en Hunds Gøen paa Heden derhjemme, hvor du er fra? Du unge Pige, som er fra et Sted paa Frederiksberg, maaske fra Godthaabsvejen, du som nu sidder bøjet over din hvirvlende Symaskine i 45nde Gade i New York, løfter du pludselig dit trætte Hoved og føler alle dem derhjemme i et kølende Kys paa din Pande? En sviende Længsel, en Graad? Du ældede, bøjede Kone, som har slæbt dit Liv hen i Chicagos Kløfter, drømmer pludselig dine graa Øjne om Danmark og om Lykken . . .?
Jeg gaar højt over den hele Verden.
Til Eder i Mexico, Florida, Venezuéla. Til Eder i Rio Janeiro, Buenos Aires, Valpariso. Jeg bringer Eder til at standse i Eders rastløse Jagt efter Lykken. Jeg hvisker i Eders Øre: Lykken er derhjemme . . .
Og er jeg en Dag en Nordenvind, en Vestenvind, da vil jeg ile til Eder i Australien, Ny Zeeland, Sydafrika, Asien, Sibirien, til Eder i Rusland, Tyskland og Italien, et Pust af smilende og sommerlig Uforstyrrethed, Lykke og Danmark. — Thi jeg er Blæsten, som bringer Bud til Eder i det Fremmede, som længes hjem.