Gennem det aabne Vindue, hvor den tidlige Formiddags svale Juliluft strømmer ind staar en Strøm af Larm af tunge rumlende Vogne, af nære Tømreres Hammerslag, af Toge og Hovslag og Stemmer og Klokker. Larmen klinger i den blaa, stille Luft, ganske ny synes den, det er Sommervejret. Solen gemmer sig bag et Babel af en damphvid Sky. Nu kommer den frem, som Blik der slaas paa mig —. Hør, Slag mod Jern fra nære Værfter. Solens Støtter staar paa Gulvet. Jeg gaar med i Verdnernes stille, berusende Runddans; thi ganske langsomt flytter Solstraalerne sig paa Gulvet (hvorpaa jeg ser, hvad Klokken er,) jeg føler at Systemerne derude drejer med svimlende Hurtighed, og at dette er det svage Tegn paa Bevægelserne i Universet, paa de befærdede Baners gigantiske Trafik af roterende, passerende Kloder i Guds Rum.
Fra mit store, høje Vindu skimter jeg Toppen af Boulevardens grønne Træer, de unge Elme, der nok er store og kraftige, men alligevel har den fremmede Farve, Træer faar, der gror nær Stenbro. De bliver ligesom lidt graa i Løden. Jeg har ingen Genboere, men der bygges paa den anden Side Boulevarden. Geledder af hvide Murere, hvis ustandseligt arbejdende Legemer ikke synes at være andet end Lemmer. Jeg kommer til at tænke paa moderne Skulpturer, der søger Bevægelsen udtrykt ved Ekstremstillinger. Jeg fryner mig over den rivende Hurtighed, hvormed man synes at løbe op med dette Nycompleks. Jeg ser over røde Tværsnit af Bygningens organiske Indre, hører Skeerne pikke mod Stenene, Brag af Brædder, ser Spærenes Skov af Master, der snart naar op i Højde med mit Vindu. Denne Byningsplads dufter raat af Støv, Træ, Sten og Kalk. Den flammer af hvide og røde Farver og dejlige gule. Hestene staar taalmodige i Tømmervognenes Seletøj med Mulerne i Havren. Jeg ser deres hvide Blis, deres Ubevægelighed. Denne Bygningsplads er et dybt poetisk Stykke Virkelighed. Livsytringen derovre, Larmen henrykker mig. Den raa Konstellation af Farver og Lyde. Paa begge Sider af Pladsen er grønne Marker, Byggegrunde, hvor Børn leger i det lyse Græs, barbenede Unger, der sopper i Regnpytterne og leger med Sten. Her sover om Natten Bisserne i Bivuak. De skæ rer den ogsaa frækt hele Dagen paa Ryggen i Græsset. Ikke et Slag bestiller de. De rendyrker Ugideligheden ved, Gud hjælpe mig, ikke at røre en Finger, hvilket jeg finder uhyre fornøjeligt. Der er noget tiltalende ved den kolossale Sindsro, hvormed de ikke bryder sig et Lod om det hele —. O, disse grønne, lyse Mærker.
Brat bag Byggepladsen løber Jernbanen. Togene ruller saa at sige Døgnet igennem forbi mine Vinduer. Arbejdstog med Grusvogne, stampende, uendeligt lange Rangertog, der skal op paa »Bjerget« for at skuppe Vognene, ligesom Led af en lang Orm, ned over Godsbaneterrainet. Altid dette Sug af Lokomotiver, altid denne Smælden af af Spor og Buffer, Knirken af Skinnekurver, Bremsen og Fløjten. Altid denne bløde Rullen af kommende TogsWaggoner. Det er de dejlige Toge. Pladsen er fuld af lange Rækker af Togstammer, røde Boggievogne med gule Vindusrammer, sammenkoplede med Harmonikaer. Her gaar Strømmen. Her rinder Livets Blod af Jern og Staal og hvid Damp og Kul. Her løber Verdensstadens store, blaa Aorta, Kredsløbet af travle, rejsende Mennesker. O, disse Toge. Hvor smidige, næsten lydløse kommer de ikke glidende ind og ud under Broerne, som Legemer, som en Drøm om Elegance og Kraft, Mærkværdighed, og dog Logik. Og om Aftenen, naar de er festlig oplyste! Naar Lokomotivet gaber og viser sit gyldne Svælg, sin hede, lysende Aande. O, Skønhed, Liv, Virkelighed! Jeg ser de hvide Buelampemaster af Jernbeton,- Telegrafpæle med et Strengesystem af Traade. Jeg ser rygende Skorstene, Hjul, Bevægelse, Sol og Røg og hed Sommerluft. — Det er Middag. Murerne standser og gaar ind.
Der er ogsaa rejst en Karussel paa den grønne Mark. Det er blot en Hat af Sejldug og noget Possementarbejde, snavset og graat. Men det er dog en Karussel! Den har ingen Bund. Den ramler rundt ligesom paa Hosesokker til Lyden af et hvidt Orgel, som jeg vistnok fornærmer med at kalde en Lirekasse. Jeg synes at dette Apparat, der har den guddommelige Egenskab, at dets Musik fremstilles ved Motorkraft — (fuldstændig futuristisk berettiget) — er en morsom og barok Ting, der med mekanisk og beundringsværdig Udholdenhed tamper og prygler Døgnets jammerligste Travere ud i Hovedet paa Hundreder af henrykte Unger, der stormer den paradisiske Forretning. En søsterlig Kastegynge ved Siden af Karussellen etablerer et Stykke rørt Atlanterhav med Baade i høj Sø! Hvem ejer mon disse Ting? Hvem bor i Teltet? O, det er nogle fattige, landflygtige Zigeunere.
Mellem Jernbaneterrainet og den blaa Kalvebodstrand hilser jeg Kolonihaver, Grønhed, Smaatræer. Jeg ser Sporvognsremisens lange kongruente Haller, Vestre Fængsel, Vestre Kirkegaard, Valby, Frederiksholms Teglværker. Jeg ser Dybbølsbroen, Gasværkshavnens Skibe og sorte Kraner, der ligner Insekter med lange Sugesnabler. Jeg ser den blaa Kalvebodstrand, hvor Solen flimrende fakler og spiller, Køge Bugt. Der ligger Amager ovre. O, det er Kongelunden, Taarnby med Taarnby Kirke. Langt, langt bort kan jeg se. Farver, lange Flader, Horizonter, Linjer og Perspektiver. Jeg hører den levende og glade Dag. Dens Larm strømmer ind ad min Rude. Det blaa Vand henrykker mig, og al den sommerlige Grønhed er jo selve den hjemlige Lykke. Solen, Mildheden, Livet, selve den ny Følelse af at være til.