Nu endelig fra Himlens Pol
Det blegne Graa sig fjerner —
Mig hilser atter Dagens Sol
Og Nattens lyse Stjerner!
Da nys det Høje laa i Skjul,
Og Skyen stod muret,
Var Jorden lig en fangen Fugl,
Der sad forladt i Buret.
Nu taler Solen gyldne Ord,
Mens Taagerne sig dele,
Og hvisker til den lille Jord:
„Du hører til det Hele.”
Og løndomsfuld gaaer Nattens Ild
Paa Vandring dybt i Grunden,
Og Stjernens Blink er som et Smil
Med Fingeren paa Munden!