Træk mig frem min Brune
Med de flinke Been!
Hun har Ild og Lune,
Er min Øjesteen;
Naar koket hun knejser,
Spanker frem paa To, —
Let man nedad dejser
Da i Mag og Ro:
Hurtig frem med Tøjet!
Pynt min lille Ven —
See den Skjelm i Øjet,
Veed, hvor den skal hen —
Ja, der vanker Sukker
Af en Haand, som smuk er, —
Stille! først lad kjønt os slippe op —
Nu afsted! afsted! i vild Galop!
Lad kun Vinden suse,
Vind os standser ej —
See, hvor Træ’r og Huse
Dandse paa vor Vej!
Hist staaer Bondemanden,
Korser sig og gru’r,
Troer: „Nu rider Fanden
Sig en Morgentour!”
Foran Alt os flyer
Ænder, Gjæs og Lam,
Bag os Støv som Skyer,
Hyl og Hundeglam, —
Man ved Bommen sover —
Vi maae sætte over —
Hurra! Brune, Du er ej forsagt!
Ha, det gik! — som Volmers vilde Jagt!
Nu lidt mindre bister,
Alt jeg seer vort Maal, —
Foden slaaer jo Gnister
Som det skarpe Staal,
Lyd dog hvad jeg siger, —
Vel! saa følg din Hu,
Sødt min længsel higer
Uden rast som Du.
Lønnen snart os rækker
Hendes Haand saa hvid,
Hvis vi ikke knækker
Halsen før den Tid —
Seer Du hende vinke!
Frem, Du dovne Sinke!
Kraft og Ynde altid Sejer vandt, —
Courbetteer! — og nu pareer galant!