Ludvig Bødtcher (1793–1874)

Træk mig frem min Brune

Med de flinke Been!

Hun har Ild og Lune,

Er min Øjesteen;

Naar koket hun knejser,

Spanker frem paa To, —

Let man nedad dejser

Da i Mag og Ro:

Hurtig frem med Tøjet!

Pynt min lille Ven —

See den Skjelm i Øjet,

Veed, hvor den skal hen —

Ja, der vanker Sukker

Af en Haand, som smuk er, —

Stille! først lad kjønt os slippe op —

Nu afsted! afsted i vild Galop!

Lad kun Vinden suse,

Vind os standser ej —

See, hvor Træ’r og Huse

Dandse paa vor Vej!

Hist staaer Bondemanden,

Korser sig og gru’r,

Troer: «Nu rider Fanden

Sig en Morgentour!»

Foran Alt os flyer

Ænder, Gjæs og Lam,

Bag os Støv som Skyer,

Hyl og Hundeglam, —

Man ved Bommen sover —

Vi maae sætte over —

Hurra! Brune, Du er ej forsagt!

Ha, det gik! — som Volmers vilde Jagt!

Nu lidt mindre bister,

Alt jeg seer vort Maal, —

Foden slaaer jo Gnister

Som det skarpe Staal,

Lyd dog hvad jeg siger, —

Vel! saa følg din Hu,

Sødt min længsel higer

Uden rast som Du.

Lønnen snart os rækker

Hendes Haand saa hvid,

Hvis vi ikke knækker

Halsen før den Tid —

Seer Du hende vinke!

Frem, Du dovne Sinke!

Kraft og Ynde altid Sejer vandt, —

Courbetteer! — og nu pareer galant!